I april kaldte præsidenten for Det Internationale Røde Kors, Mirjana Spoljaric, Gaza for 'helvede på jord'.

Siden er det kun gået én vej, siger hun i et nyt interview med BBC

»Det er blevet værre … Vi kan ikke fortsætte med at se på, hvad der sker. Det overgår enhver acceptabel, juridisk, moralsk og human standard. Niveauet af ødelæggelse, niveauet af lidelse,« siger hun og efterlyser et større pres på de stridende parter.

Onsdag rapporterer nyhedsbureauet Reuters, at den amerikansk- og israelskstøttede organisation Gaza Humanitarian Foundation opgav at uddele nødhjælp i Gaza.

Præsidenten for Det internationale Røde Kors, Mirjana Spoljaric, taler med store ord, når hun skal beskrive situationen i Gaza. 
Præsidenten for Det internationale Røde Kors, Mirjana Spoljaric, taler med store ord, når hun skal beskrive situationen i Gaza.  Foto: Elodie Le Maou/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det skete, efter det israelske militær tirsdag oplyste, at de havde åbnet ild i byen Rafah på et sted, hvor der blev uddelt nødhjælp.

Den Internationale Røde Kors-komité oplyste efterfølgende, at 27 mennesker blev dræbt, og mere end 150 blev såret.

For at krigen kan afsluttes, er det ifølge Mirjana Spoljaric nødvendigt, at flere stater lægger massivt pres på. Presset skal dels stoppe palæstinensernes lidelser, dels få frigivet de sidste israelske gidsler.

Konflikten i Gaza tog fart, efter Hamas under et terrorangreb 7. oktober 2023 dræbte omkring 1.200 israelere og tog omkring 250 gidsler.

Siden har Israel gentagne gange angrebet Gazastriben og dræbt mere end 50.000 palæstinensere.

Som præsident for Det Internationale Røde Kors tager Mirjana Spoljaric ikke parti i konflikten.

Men hun arbejder for overholdelse af Genevekonventionen, der blandt andet fastslår, at civilbefolkninger ikke udsættes for direkte angreb, at sårede kan få behandling, at krigsfanger kan få nødhjælp og at personer, som ikke længere tager del i en konflikt, kan få beskyttelse.

»Der er ingen undskyldning for gidseltagning. Der er ingen undskyldning for at fratage børn adgang til mad, sundhed og sikkerhed. Der er regler for fjendtligheder, som alle parter i enhver konflikt skal respektere,« siger hun til mediet.