I en europæisk hovedstad flyder det bogstaveligt talt med rotter i øjeblikket.
Det betyder, at en rottebåren sygdom spreder sig i storbyen.
Beboerne i den bosniske hovedstad, Sarajevo, brokker sig over, at det flyder med affald og døde dyr på offentlige områder. Det har givet rotterne perfekte levevilkår og skabt en sundhedsrisiko i storbyen, skriver BBC.
Her er der kommet en alarmerende stigning i personer smittet med leptospirose, der som oftest skyldes smitte fra rotter eller mus.
Leptospirose kaldes også rottefeber, og er en infektion med bakterier, der smitter mellem dyr og mennesker.
Ifølge Statens Serum Institut er der i Danmark mellem 10 og 30 tilfælde af leptospirose årligt, som fortrinsvis ses hos personer, som via deres erhverv er udsat for smitte fra rotte- eller museurin.
De fleste tilfælde af rottefeber ses via et mildt og forbigående forløb med influenzalignende symptomer. Nogle personer går dog gennem et alvorligt forløb, som i værste tilfælde kan føre til organsvigt med risiko for dødelig udgang.
BBC skriver, at sundhedseksperter i Bosnien-Hercegovina beskylder den manglende kontrol med rottebestanden i hovedstaden for at være årsagen til det stigende antal af smittede med rottefeber.
Ifølge mediet viser videoer på sociale medier en overflod af rotter, der svømmer i floden Miljacka, som løber gennem den centrale del af Sarajevo.