Der gik ikke mange timer, efter de første meldinger om angrebene var begyndt at tikke ind, før det stod klart, at der var tale om noget helt usædvanligt.

Selv i den mere end tre år lange krig mod Rusland, står Ukraines enorme og udspekulerede droneangreb søndag allerede som noget ekstraordinært. Her er historien om, hvordan de gjorde.

Billederne fra dybt inde på russisk territorium er allerede gået verden rundt.

En af de mest delte og spektakulære videoer stammer fra den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU. 

Her filmes der fra drone, som nærmer sig et fly. 

Den svæver roligt, stille hen mod oversiden af den højre vinge.

Kort gør den ophold, som om der lige skal justeres, så styrer den ned mod stedet, hvor flyets brændstof befinder sig.

Billedet forsvinder.

I alt lyder meldingerne fra Ukraine, at de har ramt omkring 40 russiske fly på fire forskellige flyvebaser i verdens største land. En af baserne befinder sig omkring 5000 kilometer fra Ukraine.

34 procent af de strategiske russiske bombefly taget ud af spillet, melder Ukraine.

Billedet fra den førnævnte drone var nemlig langt fra enestående.

Men hvor sådanne spektakulære videoer fra ukrainsk side tidligere har været fra droner, der blev sendt de mange hundrede kilometer fra ukrainsk luftrum for at ramme mål dybt inde i Rusland, så var søndagens angreb noget helt andet.

»Det her er på rigtig mange måder en ydmygelse af Rusland. Vi mangler stadig at få bekræftet, hvor mange fly, der er blevet ødelagt, men at den her operation overhoved har kunnet lade sig gøre, er en ydmygelse af Rusland,« siger Claus Mathiesen, studelektor ved Forsvarsakademiet til B.T.

Spekulationerne om, hvad der søndag morgen og eftermiddag ramte Rusland, begyndte at tage fart.

Hurtigt blev de afløst af den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU, som til en række medier – herunder Financial Times – kunne beskrive, at Ukraine bestemt stod bag.

Og da præsident Zelenskyj senere søndag begyndte at udtale sig, var en række fakta allerede på plads.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, udtrykte stor tilfredshed med søndagen aktion i Rusland.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, udtrykte stor tilfredshed med søndagen aktion i Rusland. Foto: Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Omfanget og dristigheden stod endnu tydeligere frem.

Zelenskyj selv pakkede det ikke ind:

»I dag blev en genial operation udført,« beskrev præsidenten og fortsatte:

»Forberedelsen tog mere end halvandet år. Hvad der er mere interessant er, at 'kontoret', som blev benyttet til operationen, var på russisk jord, lige ved siden af et FSB-hovedkvarter i en af deres regioner.«

Og så blev han endnu mere konkret.

»I alt blev der brugt 117 droner, der blev styret af et tilsvarende antal dronekaptajner.«

Herfra kan Claus Mathiesen fortsætte, hvor den ukrainske præsident ikke ville gå i yderligere detaljer:

»Det ser ud til, at Ukraine har hyret en række russiske langdistancechauffører til et køre færdigbyggede huse til forskellige steder i Rusland. På et tidspunkt er de her chauffører så blevet ringet op og bedt om lige at holde en pause,« forklarer den danske ekspert.

Dette billede, som er udgivet af Ukraines sikkerhedstjeneste den 1. juni, skal vise ukrainske militærdroner. Billedet blev udgivet samme dag, som Ukraine skal have gennemført et stort angreb mod militærfly i Rusland.
Dette billede, som er udgivet af Ukraines sikkerhedstjeneste den 1. juni, skal vise ukrainske militærdroner. Billedet blev udgivet samme dag, som Ukraine skal have gennemført et stort angreb mod militærfly i Rusland. Foto: AFP PHOTO / SECURITY SERVICE OF UKRAINE/Ritzau Scanpix
Vis mere

Herfra blev de i alt 117 droner aktiveret. Deres operatører sat i arbejde.

Et tag på den kasse, som de var gemt i oven på en container med det faktisk færdigbyggede hus, blev åbnet.

En efter en fløj droner fyldt med sprængstof afsted mod den nærliggende russiske flyvebase, som lastbilens chauffør var blevet bedt om at holde pause få kilometer fra.

Ikke længe efter gik containeren op i røg. Det samme gjorde en række russiske bombefly.

»Hvis det foregik sådan, er det helt James Bond-agtigt. Det kan sammenlignes med Israels personsøgerangreb mod Hizbollah,« siger Claus Mathiesen. 

»Men hvor civile også blev ramt i det angreb, så har målet her været helt legitime mål i krig,« uddyber han.

Endnu er de endelige tabstal ikke opgjort.

Og Ruslands svar står i skrivende stund ikke klart. Men det kommer formentlig.

For slaget mod Rusland var stort. Kæmpestort.

»Det er alvorligt set med russiske øjne. Nu kan de blive ramt over alt,« siger lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

For store dele af den verden, der holder med Ukraine, var det en kærkommen opmuntring.

»Det var godt tv, som Trump ville have kaldt det,« siger Peter Viggo Jakobsen.