Udefra kan det ligne underkastelse over for alfahannen.
Den nuværende Natogeneralsekretær Mark Rutte sidder med benene over kors og griner med Donald Trump, roser ham og sørger for alt i verden for ikke at mundhugges med den iltre, amerikanske præsident.
Scenen er fra en pressekonference på Nato-topmødet i Haag onsdag, hvor 32 stats- og regeringschefer blandt andet skal blive enige om, at de europæiske lande skal øge forsvarsbudgetterne.
Mark Rutte håndterer Donald Trump til ug med kryds og slange.
Det fortæller lektor ved Aarhus Universitet Rasmus Brun Pedersen.
»Mark Rutte har fundet ud af, hvordan man skal tale med Trump. Det kan virke bizart og aparte at se på, men det virker,« siger han.
På dagens pressemøde brugte Donald Trump en masse tid på at svine de to medier CNN og New York Times til, fordi de hævder, at USAs angreb på de iranske atomanlæg søndag ikke var så ødelæggende, som Donald Trump påstår.
Men endnu vigtigere for Nato er det, at Donald Trump ikke gik til angreb på de europæiske allierede, og han var endda forsonlig i den forstand, at Trump lod verdenspressen forstå, at USA stadig står bag Natos artikel fem, den såkaldte musketered.
Og den succes kan ifølge Rasmus Brun Pedersen tillægges Mark Ruttes stil.
Op til Natotopmødet sendte han også en sms til præsidenten, hvor han roste Donald Trump for at have tvunget Europa til at yde et større bidrag til alliancen.
»Det vil være din fortjeneste,« skriver han i sms’en
Og det er næppe tilfældigt.
»Hans job som generalsekretær er at bygge bro mellem USA og Europa, og det er en linedans. Særligt under Donald Trump,« siger Rasmus Brun Pedersen.
»Og europæerne har pt. mere brug for USA, end USA har brug for Europa. Derfor bliver han nødt til at holde sig på god fod med den amerikanske præsident. I hvert fald indtil Europa kan stå på egne ben og forsvare sig selv. Det vil sige minimum de næste 15 år,« siger Rasmus Brun Pedersen.
Det er ikke første gang, at Rutte er i stand til at håndtere Trump.
Da de to i marts 2025 holdt pressemøde i Det Hvide Hus blev Rutte spurgt ind til sin holdning til, at USA gerne vil annektere Grønland. Et potentielt sprængfarligt emne, idet Danmark er medlem af Nato. Men istedet for at holde på principperne, gled Rutte af.
»Når det handler om, hvorvidt Grønland tilslutter sig USA eller ej, vil jeg blande mig udenom. Jeg vil ikke trække Nato ind i det,« sagde Mark Rutte.
Nato-topmødet varer til i morgen torsdag.
Følg med i B.T.s liveblog om 'Opbrud i verden' her.