Et fly fra selskabet Ryanair måtte tirsdag middag lande i Belgien efter at være blevet ramt af en bombetrussel.

Ifølge belgiske medier kom flyet fra Faro i det sydlige Portugal og landede kort før klokken 11 i Belgien.

En talsperson fra lufthavnen i Charleroi ved Bruxelles bekræfter, at der har været tale om en bombetrussel. 

Det landede fly skal nu undersøges nærmere for at klarlægge, om der er hold i truslen. 

Derfor er det ifølge lufthavnsmyndighederne af sikkerhedshensyn blevet parkeret på en fjerntliggende standplads.

Ifølge The Brussels Times har bombealarmen betydet, at alle ind- og udgående fly fra lufthavnen i en periode er indstillet.

»Flyet er blevet placeret på et særligt område af lufthavnen. Landingsbanen er lukket, og en sikkerhedsradius på 500 meter fra flyet er blevet oprettet,« oplyser talspersonen Nathalie Pierard til The Brussels Times.

Lufthavnsterminalen i den travle Charleroi-lufthavn er foreløbig ikke blevet berørt af bombealarmen, da den ikke ligger inden for den etablerede sikkerhedszone.

Ifølge The Brussels Times er politiet ved flyet, hvor man er begyndt at evakuere og kontrollere passagererne. Der er angiveligt tale om 166 personer samt besætningen.

Det er foreløbig uvist, hvor længe bombealarmen vil have konsekvenser for lufthavnens trafik, som ifølge myndighederne normalt plejer at være forholdsvis begrænset ved middagstid.