De lagde en udspekuleret sexfælde for en lysten mand, der gerne ville købe sex og dyrke seksuelle rollespil.
Men i stedet er det fynske ægtepar nu selv blevet ramt og skal begge bag tremmer for at afsone deres straf.
Ifølge Fyens Stiftstidende har Vestre Landsret i Odense forøget straffene til ægteparret for afpresning, røveri, trusler og vold.
Nu er den 37-årige kvinde og hendes 41-årige mand idømt fængsel i henholdsvis 12 og 15 måneder.
Ægteparret har tilstået, at de efter solnedgang en oktoberdag i 2023 havde lagt en fælde for det sexlystne offer i sagen,.
Som tidligere beskrevet i B.T havde parret ved hjælp af sms-beskeder aftalt med manden, at han skulle vente på kvinden i sin bil på parkeringspladsen ved Rema 1000 i Nørre Aaby på Fyn.
Men pludselig fik bilisten en ubehagelig overraskelde. I stedet for en kærlig kvinde dukkede kvindens truende ægtemand op og lyste ind i bilen, mens han gav udtryk for utilfredshed.
»Hvad fanden er du for en klam stodder. Hvad har du gang i? Du har skrevet med min kone.«
Bilisten blev på stedet bedt om at aflevere de 1500 kroner, som tilsyneladende var aftalt for den arrangerede sexdate.
Men derved sluttede ægteparrets aftalte afpresning ikke.
Senere samme aften fik sexkunden desuden at vide af ægtemanden, at han skulle slippe flere penge.
»Hvis du vil have det ud af verden, skal du betale 100.000 kroner.«
»Nu har du set mig, men det er lige meget. Det er ikke mig, der kommer – jeg kommer med nogen. Jeg er ligeglad med, hvad der sker,« lød truslerne.
Det fik sexkunden til at betale 5.000 kroner samme aften, men afpresningen fortsatte næste dag.
Her fik sexkunden at vide på skrift, at han havde indtil klokken 16 til at skaffe 50.000 kroner. Ellers ville han »komme på Facebook«.
Det fik sexkunden til at gå til politiet, som samme dag klokken 13.50 mødte op på det sted, hvor ægtemanden ventede på at få sine afpresningspenge.
Og siden blev den kvindelige lokkedue også anholdt og varetægtsfængslet.