En norsk skolelærer har på sin Facebook-profil udtrykt støtte til den terrorsigtede Anders Breivik. Nu er han bortvist fra sit arbejde.

En skolelærer i den norske by Ringsaker har udtrykt støtte til den terrorsigtede drabsmand Anders Breivik, der stod bag terrorangrebet i Norge 22. juli sidste år, hvor 77 mennesker blev dræbt, da han lod en bombe springe i det centrale Oslo og efterfølgende skød omkring sig på en politisk ungdomslejr på øen Utøya. Det skriver den norske avis Dagbladet. 

Manden har således skrevet følgende på sin Facebook-profil: 

 - Håber, Ap (Arbeiderpartiet, red.) sætter AUFere ud på Utøya i det kommende år, og at året byder på en ny, flot jagtsæson derude.

Efter Anders Breivik mandag var til stede ved et TV-transmitteret retsmøde i Oslo, hvor han fik forlænget sin varetægtsfængsling frem til retssagen i april, skrev skolelæreren desuden: 

- Den gode fyr gør en god figur på TV.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Facebook-udmeldingerne har nu fået skoleledelsen i Ringsaker til at skride til handling, og læreren er blevet bortvist fra sit arbejde. 

Beslutningen om at bortvise læren blev truffet enstemmigt på et møde, hvor skolens rektor, læren og kommunalchef Anne Kari Thorsrud var tilstede.

- Vi var enige om, at han fratræder jobbet straks, siger kommunalchefen til dagbladet.no
  
 Hvorfor blev han bortvist?

- Jeg vil ikke gå ind i personsagen, men vi er optaget af at have en god skole med gode rollemodeller og tillid fra forældrene, siger Anne Kari Thorsrud.  

Kriminalchef Stig Aarlien fra Ringsaker Politi oplyser, at man holder øje med manden, også på hans Facebook-side.

- Det, som nu ligger åbent på væggen, er absolut inden for grænsen. Men får vi adgang til ytringer, som bryder med bestemmelser i straffeloven, skal vi følge op. Det er åbenbart, at denne mand ikke egner sig som forbillede for skoleelever, siger han til Dagbladet. 

Ifølge Hamar Arbeiderblad laver manden desuden voldsfilm i sin fritid, og flere forældre har udtrykt bekymring over, at han underviser deres børn.

Nyhedsbureauet NTB skriver, at den bortviste læreren blev ansat i et vikariat sidste efterår.