For øjnene af chokerede øjenvidner og livreddere omkom en 66-årig kvinde i weekenden ved en voldsom ulykke på en badestrand ved Adriaterhavskysten i Italien.
Kvinden befandt sig nær vandkanten på stranden i Pinarella di Cervia i Ravenna-området, da hun blev påkørt og kørt over af en tonstung, gul bulldozer på larvefødder.
Den italienske kvinde - en pensioneret lærerinde - var dræbt på stedet.
Hun var kommet til området på badeferie op til weekenden sammen med sin mand, beretter italienske medier. Området lidt nord for Rimini er kendt og værdsat for sit turkisblå vand og flotte sandstrande.
Føreren af bulldozeren var en 54-årig mand, der ifølge tyske Bild reagerede på dødsulykken ved i chok at løbe skrigende væk fra bulldozeren, indtil han kom tilbage og kort efter blev anholdt.
Han sigtes for uagtsomt manddrab, og blev så sent som i 2022 dømt i en lignende sag, hvor han med en bil påkørte en fodgænger i Romagna, så den ældre mand mistede livet.
Det er umiddelbart ikke oplyst, om kvinden lå på sandstranden eller stod op, da hun blev påkørt af det tunge køretøj.
Bulldozerens fører var ifølge italienske medier i gang med at jævne sandet på stranden, da ulykken indtraf.
Det sker normalt aldrig i selve badesæsonen og kræver en særlig tilladelse fra de lokale myndigheder, som den 54-årige gerningsmand ikke var i besiddelse af.
Både den lokale borgmester i Cervia og det regionale turistråd har i den forbindelse udtrykt deres misbilligelse.