En tur, der skulle være fuld af grin og spænding, endte brat med panik, skrig og tilskadekomne børn.
Redningsmandskab måtte rykke ud, da Wacky Worm-forlystelsen på den populære Coney Beach Pleasure Park pludselig røg af sporet.
Det skriver BBC og flere andre internationale medier.
Øjenvidner beskriver kaotiske scener fra forlystelsesparken i Wales, hvor blodige børn blev hjulpet væk af voksne, mens andre passagerer stod chokerede og forvirrede tilbage.
Wacky Worm – beskrevet som en 'lille introduktionsrutsjebane' – havde en række børn ombord, da den sporede af kort før klokken 18.
I alt blev 13 børn og én voksen kvæstet.
Området er nu afspærret, og forlystelsesparken holder lukket, mens politi og sikkerhedsfolk undersøger ulykken.
Parkledelsen hos Coney Beach Pleasure Park oplyser, at der er tale om en 'tredjepartsforlystelse' – altså en attraktion, der ikke ejes af parken selv – og lover at refundere billetter til de berørte gæster.