Det vakte både opsigt og bekymring, da den amerikanske præsident, Donald Trump, pludselig forlod det stor anlagte G7-møde i Canada.

Det er bare et af en række tegn på, at noget virkelig stort er under opsejling. 

Egentlig var det meningen, at præsident Trump sammen med sine topfolk skulle deltage både mandag og tirsdag ved G7-mødet i Canada.

Men mandag aften hastede verdens mest magtfulde mand pludselig hjem.

Den umiddelbare forklaring lød, at fredsforhandlinger med Iran og Israel muligvis var under vejs.

Den forklaring skød Donald Trump dog hurtigt ned, da han tirsdag morgen, dansk tid, gik på sit eget sociale medie, Truth Social, og skrev:

»Den altid opmærksomhedssøgende præsident Emmanuel Macron, fra Frankrig, sagde fejlagtigt, da jeg tog afsted fra G7-topmødet i Canada, at jeg skulle tilbage til D.C. for at arbejde på en våbenhvile mellem Israel og Iran. Forkert!« lød det fra Trump.

Og så skrev han det, der har fået spekulationerne til at gå amok.

Donald Trumps tidlige afgang fra G7-topmødet mandag og det, han skrev på Truth Social efterfølgende, har fået spekulationerne til at gå amok.
Donald Trumps tidlige afgang fra G7-topmødet mandag og det, han skrev på Truth Social efterfølgende, har fået spekulationerne til at gå amok. Foto: Kent Nishimura/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Han (Macron, red.) har ingen idé om, hvorfor jeg er på vej til Washington, men det har bestemt ikke noget at gøre med en våbenhvile. Det er meget større end det.«

Foruden den åbenlyse kritik af den franske præsident, så er det Trumps melding om, at noget stort er på vej, som har fået bekymringerne kloden rundt til at stige.

Og det hjalp ikke, at Trump nogle timer inden på samme Truth Social havde opfordret »alle til øjeblikkeligt at evakuere Teheran«.

Det kan nemlig ses i et større billede af en række ting, der er sket i forbindelse med konflikten mellem Israel og Iran de seneste døgn.

Mandag kunne en række krigsbloggere nærmest samstemmende beskrive, at omkring 30 amerikanske lufttankfly havde forladt deres baser rundt omkring i USA og havde sat kurs over atlanten.

Reuters kunne også beskrive selvsamme bevægelse.

Og i den forbindelse kunne nyhedsbureauet beskrive fra kilder, at de mange optankningsfly skulle give Trump 'muligheder' i den verserende konflikt mellem Iran og Israel.

I samme ombæring blev det også beskrevet, at det enorme amerikanske hangarskib Nimitz er på vej mod Mellemøsten.

Hangarskibet kan have op mod 5.000 personer og omkring 50 jagerfly ombord.

Det amerikanske hangarskib USS Nimitz er på vej til Mellemøsten i forbindelse med den nuværende konflikt mellem Israel og Iran.
Det amerikanske hangarskib USS Nimitz er på vej til Mellemøsten i forbindelse med den nuværende konflikt mellem Israel og Iran. Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Alle disse nye oplysninger har fået mange til at frygte, hvad det næste skridt fra USA kan være.

Længe har Donald Trump forsøgt at få Iran til at indgå forhandlinger om landets atomprogram, som efterhånden skulle være så fremskredent, at præstestyrets folk snart vil kunne udvikle en atombombe.

Eller som lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen sagde til B.T. mandag:

»Irans atomprogram er så langt, at de nu kan udvikle en atombombe. Spørgsmålet er så, om de har evnerne til at få den monteret på et missil.«

Da B.T. igen fanger militæreksperten tirsdag oven på den seneste udvikling med Trumps tidlige og hastige afgang fra G7-topmødet samt store amerikanske troppebevægelser mandag, lyder Peter Viggo Jakobsens reaktion:

»Jeg ser det som Trump, der prøver at positionere sig selv og signalere til Iran, at hvis I angriber os, så er vi klar til at angribe jer.«

På trods af Trumps melding om noget 'større', så har eksperten svært ved at se, at det skulle handle om direkte amerikansk militærinvolvering i konflikten:

»Det vil været mærkeligt, hvis Trump starter en stor krig – for han lovede under sin valgkamp at stoppe krige. Så jeg kan ikke se, at det, han melder ud om, skulle være mere krig,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Rækken af amerikanske militære tankfly, der var på kurs over atlanten mandag.
Rækken af amerikanske militære tankfly, der var på kurs over atlanten mandag.
Vis mere

I forhold til både hangarskib og tankfly er hans reaktion ganske afslappet:

»Nåeh … er det bare det. Det er helt standard procedure for USA at sende et hangarskib afsted i sådanne situationer. Det er noget andet, hvis de sender det missil, der kan angribe bunkere,« siger eksperten med henvisning til, at store dele af Irans tilbageværende topledelse og atomprogram befinder sig dybt under jorden.

Kan Trumps tidlige afgang fra G7, meldingen om noget 'større' og troppebevægelserne så ses som et led i et større forsvar af Israel?

Ikke ifølge Peter Viggo Jakobsen:

»Det handler ikke om forsvar af Israel. For det virker allerede til, at de er ved at have styr på det.«

Mystikken er ved at brede sig.