Tirsdag aften skete noget, ingen havde set komme. Verdens rigeste mand, Tesla-ejeren Elon Musk, havde fået nok. Og ud kom det.

Et kæmpe angreb mod Donald Trumps helt store politiske satsning i form af en gigantisk lovpakke. Nu har yderligere oplysninger set dagens lys, som kan forklare Elon Musks raseri.

Opslaget fra Musk på hans eget sociale medier X kom klokken 19.31, dansk tid.

Der blev ikke sparet på krudtet:

»Undskyld, men jeg kan bare ikke holde det ud mere. Den enorme, skandaløse, vennetjeneste-fyldte udgiftslovpakke fra Kongressen er en klam vederstyggelighed,« skrev Elon Musk.

Han var ikke færdig:

»Skam over jer, der stemte for den: I ved, I gjorde noget forkert. I ved det.«

Ikke overraskende fik Elon Musks opslag enorm opmærksomhed. For netop den omtalte lovpakke er Donald Trumps politiske hjertebarn kaldet 'One big beautiful bill'.

Elon Musk har tidligere kritiseret 'One Big Beautiful Bill', men tirsdag aften kunne han ikke holde sig tilbage.
Elon Musk har tidligere kritiseret 'One Big Beautiful Bill', men tirsdag aften kunne han ikke holde sig tilbage. Foto: Allison Robbert/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den skal være grundlaget for den politik, den amerikanske præsident og gode ven af Elon Musk vil føre ud i livet de kommende år.

Lovpakken blev efter enorme sværdslag og flere ændringer stemt igennem Repræsentanternes Hus. Nu afventer den Senatets godkendelse.

Også her forventes den at gennemgå store forandringer, hvorfor den formentlig skal tilbage til Repræsentanternes Hus.

Men allerede inden, lovpakken blev godkendt i 'Huset', mødte 'One big beautiful bill' kritik. 

Fra mange fronter.

Blandt kritikpunkterne har det lydt, at lovpakken vil gøre det amerikanske statsbudgets underskud markant større, end det i forvejen er.

Det har Trump-regeringen nægtet gentagne gange. Men sådan ser Elon Musk helt tydeligt ikke på det, kunne man se i et opfølgende opslag på X.

»Den (lovpakken, red.) vil massivt øge det allerede gigantiske underskud til 2,5 billioner dollar (!!!) og bebyrde amerikanske borgere med en knusende, uholdbar gæld,« skrev Musk, der via sit Department of Government Effeciency (Doge) har arbejdet for netop af nedbringe den amerikanske statsgæld.

Lovpakken skal lægge grund for den politik, Donald Trump ønsker at føre. Men den har allerede mødt flere problemer. Og nu en rasende Elon Musk.
Lovpakken skal lægge grund for den politik, Donald Trump ønsker at føre. Men den har allerede mødt flere problemer. Og nu en rasende Elon Musk. Foto: Francis Chung/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men det er øjensynlig ikke eneste årsag til, at Musk tirsdag aften fik nok af 'One big beautiful bill'.

Det amerikanske medie Axios kan nemlig beskrive, at verdens rigeste mand også var mere end almindeligt træt af, at en skatterabat til elbilproducenter var blevet skrevet ud af lovpakken.

»Indtil sent i april havde Musks selskab brugt mindst 240.000 dollar på at udøve lobbyvirksomhed på vegne af skatterabatten og andre ting. I kulissen, siger kilder, havde Musk også advokeret for, at det skulle blive i lovpakken, men uden held,« skriver mediet.

Den manglende skatterabat til Tesla og andre elbilproducenter, skal have været helt afgørende for Musks raseri. Men andre ting skal også have haft en indflydelse, lyder det videre.

Det tæller blandt andet, at Musk angiveligt gerne ville være forblevet tæt, ubetalt rådgiver for Trump, men heller ikke dette kunne han få held med.

Yderligere beskrives det, at Musks bud på en topstilling i Nasa blev forbigået, samt at hans forslag om at de amerikanske flymyndigheder skulle benytte sig af hans Starlink-satellittjeneste til den nationale lufttrafikkontrol også blev underkendt.

Hvordan Donald Trump og Elon Musks forhold udvikler sig nu, står ikke klart. 

Rigmandens kritik af 'One big beautiful bill' har længe været kendt i Trump-administrationen.

Alligevel kom tirsdag aftens bastante udmelding bag på Det Hvide Hus, lyder meldingen. Det kan du læse mere om her.