Det er en presset ukrainsk præsident, som netop har afholdt pressemøde med Donald Trump i Det Hvide Hus, inden deres afgørende forhandlinger.

Det mener den danske Ruslandsekspert Flemming Splidsboel.

Han følger også den ukrainske præsidents besøg i Washington, DC, som kommer på bagkant af Trumps møde med Vladimir Putin i Alaska fredag.

»Zelenskyj er presset. Det virker til, at det hele nærmest kan blive afgjort her til aften,« siger Flemming Splidsboel.

Pressemødet mellem de to præsidenter gik markant bedre end deres første møde tilbage i februar.

Dengang blev Zelenskyj nærmest smidt ud af Det Hvide Hus, efter han var endt i skænderi med Trump og vicepræsident, J.D. Vance.

»Det er selvfølgelig et godt udgangspunkt, at pressemødet er gået godt. Men det er også en lav barre, hvis man sammenligner med sidste gang,« siger Flemming Splidsboel.

Han kommer så tilbage til, hvorfor det er en presset ukrainsk præsident.

Zelenskyj og Trump i Det Hvide Hus mandag.
Zelenskyj og Trump i Det Hvide Hus mandag. Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Zelenskyj vil blive presset på territorium og på sikkerhedsgarantier. Og hvis han siger nej, så vil de bare kunne sige, at Zelenskyj ikke ønsker fred,« siger Flemming Splidsboel.

Der er hovedsageligt to store knuder, der skal løses.

Den første er territorium. Den andet er sikkerhedsgarantier. Men der har Rusland ønsket at blive en del af de garantier.

»Jeg har ikke stor tiltro til eventuelle sikkerhedsgarantier. Det kan ikke blive Artikel 5 som i Nato. Og selv den er elastisk. Og så vil en sikkerhedsgaranti, der er mindre solid end Artikel 5, ikke være meget værd,« siger Flemming Splidsboel.

Om territorier mener han også, det bliver svært.

Putin ønsker Krim-halvøen, Luhansk- og Donetsk-regionerne for så derimod at fastfryse frontlinjen i Kherson og Zaporizjzja, hvor de er nu.

»Det kan hverken Zelenskyj eller de europæiske ledere, der er med ham i Washington, leve med,« siger Splidsboel og uddyber:

»Det er en svær situation for Ukraine. Og hvad gør de europæiske ledere og Zelenskyj nu?« spørger han.