Det helt store brød var slået op, da den russiske præsident, Vladimir Putin, og den amerikanske præsident, Donald Trump, fredag aften for første gang længe stod ansigt til ansigt.

Ikke bare i et hvilket som helst møde, men et historisk anspændt et af slagsen, hvor en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine rent faktisk var en mulig konklusion – men endte det hele i en fuser?

Det næsten tre timer lange møde mellem de to magtfulde verdensledere og deres respektive delegationer blev rundet af langt over de flestes sengetid – og faktisk også uden de store resultater.

Ifølge B.T.s udlandsredaktør endte mødet i »en fuser,« eftersom en fredsaftale – eller udkastet til en – ikke blev landet.

Alligevel havde aftenens hovedpersoner to vidt forskellige opfattelser af mødets resultater, da de to mødte verdenspressen sammen efterfølgende.

For Donald Trump kunne fortælle, at der ikke var landet en fredsaftale på mødet – og heller ikke en våbenhvile, som han ellers inden mødet gav udtryk for, at han ønskede.

Til gengæld virkede Vladimir Putin langt mere positiv og understregede, at der VAR ting på plads – uden at nævne, hvad det konkret betød.

Trump gav dog på pressemødet Putin ret i, at der var rigtig mange ting, de to præsidenter var enige om på det ifølge den amerikanske præsident »varme møde« – men der var også stadig mindst én stor ting, de to ikke kunne blive enige om, sagde Trump.

Det gjorde han igen uden at blive konkret.

Det opsigtsvækkende møde fik desuden en noget brat slutning efter pressemødet, hvor Putin sagde farvel og satte sig på et fly mod Rusland igen.

Efter det første planlagte møde, hvor Trump og Putin begge havde udvalgte håndlangere med til forhandlingsbordet, var det ellers planen, at de to skulle have et møde på tomandshånd over en arbejdsfrokost.

Det blev dog tilsyneladende skrottet på aftenen, og omkring klokken 01.00 dansk tid, var mødet officielt hævet – og det uden nogen resultater.

Donald Trump antydede dog, som han også har gjort tidligere, at der ligger et nyt topmøde og lurer, hvor krigen i Ukraine er på dagsordenen – denne gang også med en stol til den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.

»Næste gang i Moskva,« foreslog Putin på engelsk, efter Donald Trump havde afsluttet sin tale foran pressen - den bed Donald Trump dog ikke 100 procent på:

»Det var interessant. Den kommer jeg til at høre for, men det kunne måske ske,« lød det korte svar fra Trump.

Donald Trump gav efterfølgende et stort interview om sit stævnemøde med Vladimir Putin til Fox News – læs, hvad præsidenten sagde, lige HER.