En ny kontroversiel leg har set dagens lys.

Trenden kaldes 'run it straight' hvilket dækker over en udfordring, hvor man skal løbe direkte, frontalt ind i noget eller nogen.

Nu bekræfter politiet overfor The Guardian, at en 19-årig nu er død, efter at have pådraget sig en hovedskade.

Det hele udspillede sig i New Zealand i mandags, hvor en gruppe drenge spillede en tackle-kamp i byen Palmerston North på øen:

»Denne unge mands død er en absolut tragedie, og mine tanker går til hans familie og venner,« sagde inspektør Ross Grantham ifølge mediet.

»Tacklingsspillet var baseret på en trend drevet af sociale medier, hvor deltagerne konkurrerer i fuldkontaktkollisioner uden beskyttelsesudstyr.«

Udfordringen, som den unge mand døde af, er på det seneste blevet populær på sociale medier som TikTok og Instagram, hvor unge mænd løber frontalt ind i hinanden.

Dødsfaldet sker i kølvandet på et mesterskab i Auckland, hvor 'run it straight' var på menuen. Her måtte to mænd udgå af mesterskabet med hovedskader. 

Arrangørerne af begivenheden, RUNIT, promoverer sporten på sin hjemmeside som 'verdens hårdeste nye kollisionssport', der belønner 'styrke og mod'.