Terrorister kan oversvømme Europa med det ekstremt vanedannende narkotika kaldet 'Jihadi speed'.

Stoffet er allerede dukket op i Holland, og salget vil skovle milliarder af kroner i terrororganisationernes lommer. Det skriver det britiske medie The Mirror.

'Jihadi speed' – også kaldet Captagon – blev i mange år produceret af Syriens nu tidligere regime under ledelse af diktatoren Bashar al-Assad.

Men siden hans afsættelse er produktionen overgået til netværk inden for den politiske og militante gruppe Hizbollah, samt ISIS og al-Qaeda-tilhængere.

Med smuglerruter gennem Tyrkiet beretter mediet, at stoffet også er blevet fundet i Holland.

En anonym kilde med indsigt i sikkerhed fortæller til det britiske medie, at distributionen vil nå længere ud i Europa:

»Det vil uundgåeligt nå Storbritannien og have den dobbelte effekt, at det vil nære afhængighed, øge kriminaliteten og have en destabiliserende virkning,« siger den unavngivne kilde til The Mirror.

Stoffet er i mange år blevet indtaget og solgt i mellemøstlige lande. Blandt andet er det blevet brugt af jihadkrigere, da det holder dem vågne og fokuserede i dagevis.

Med udvidet salg til Europa er der store mængder penge at hente på smuglingen af det ulovlige stof.

Ved en razzia ved den tyrkisk-syriske grænse beslaglagde myndighederne 200.000 Captagon-piller.

Ifølge The Mirror har de en værdi på over 17 millioner kroner.