Der er ikke megen optimisme at spore hos en tidligere topansat for den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, angående de nuværende forhandlinger om Ukraines fremtid.
Det fortæller den tidligere ansatte under Zelenskyj til B.T.
»Jeg tror ikke, der kommer en våbenhvile eller fredsaftale, der vil være perfekt for Ukraine,« sådan lyder ordene til B.T. fra den tidligere topansatte under den ukrainske præsident Zelenskyj.
B.T. har aftalt at give Zelenskyjs tidligere nære ansatte anonymitet, så vedkommende kan udtale sig frit om situationen, ud fra sit kendskab til den ukrainske præsident.
Vedkommende har meget svært ved at se, hvordan Ukraine skal kunne vinde hele eller dele af det land, som Rusland over de seneste mange års krig har indtaget.
Det gælder også Krim-halvøen, som Rusland besatte i 2014.
»Jeg kan ikke se, at vi kommer til at få de besatte områder tilbage – hverken militært eller diplomatisk,« lyder vurderingen.
Ukrainerne har nu kæmpet i en årrække. Og mange er ved at være trætte. De vil bare have afsluttet krigen, der har ødelagt store dele af landet.
»Zelenskyj er meget kompromisløs, men mange ukrainere vil bare have fred så hurtigt som muligt,« fortæller personen videre til B.T.
Den tidligere topansatte arbejdede i flere år under Zelenskyj, men har ikke været ansat de seneste år.