I et interview med Newsmax kommer den nu pensionerede amerikanske topgeneral Wesley Clark med en advarsel.
En advarsel om Vladimir Putins langsigtede planer – og hvad de betyder for os europæere.
For ifølge Wesley Clark rækker den russiske præsidents ambitioner længere end Ukraine.
Meget længere.
»Præsident Putin har, siden han tiltrådte embedet, ønsket at genoprette Sovjetunionen. Han sagde, at Sovjetunionens sammenbrud var det 20. århundredes største tragedie. Og han har arbejdet metodisk, tålmodigt, men med bevidst vold for at nå dette mål,« siger Wesley Clark, som tidligere har været Natos øverstkommanderende, til Newsmax.
Han tilføjer, at flere amerikanske præsidenter har været ude af stand til at stoppe Putins ekspansionisme og nævner blandt andet Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen i 2014.
Ifølge Wesley Clark er det Putins ambition at underlægge sig hele Ukraine og Baltikum – og derudover mener den pensionerede general, at Putin vil 'ændre Rumæniens, Bulgariens og Polens tilhørsforhold, måske gøre ende på Georgien og Moldova (som selvstændige nationer, red.)'.
»Medmindre vi kræver demobilisering af det russiske militær og en afslutning på denne store militærindustrielle oprustning, er det, vi gør, at bane vejen for den næste bølge af russisk ekspansion i Europa,« lyder advarslen fra Wesley Clark.
Mandag aften dansk tid skal USAs præsident, Donald Trump, mødes med både den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og flere europæiske statsledere, samt sværvægtere som Nato-generalsekretær Mark Rutte og formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen.
Møderne finder sted i Det Hvide Hus.
Du kan følge udviklingen i international storpolitik – herunder naturligvis nyheder op til, under og efter mandagens topmøde – i vores liveblog, som du finder lige HER.