Den amerikanske præsident, Donald Trump, kom tirsdag aften med en voldsom trussel på sociale medier.

USA ved, hvor Irans leder, ayatollah Khamenei, befinder sig. Men de er ikke klar til at dræbe ham – endnu, lod Trump vide. Skulle USA deltage i drabet på en statsleder, ville det 'vække ramaskrig', fortæller en ekspert.

Helt konkret skrev den amerikanske præsident følgende på sit eget sociale medie, Truth Social, klokken 18.19 dansk tid:

»Vi ved helt præcis, hvor den såkaldte 'Øverste Leder' gemmer sig. Han er et nemt mål, men han er sikker dér – vi kommer ikke til at tage ham ud (dræbe!), i det mindste ikke lige nu.«

Den udtalelse er svær at se som noget som helst andet end en direkte trussel mod Irans leder, ayatollah Khamenei, mener lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

»Det er en klar trussel om at gå efter Khamenei,« siger den danske ekspert.

Han anser dog Trumps trussel for at være uholdbar.

Af flere årsager – hvoraf en kan være farlig for Trump selv.

Irans leder, ayatollah Khamenei.
Irans leder, ayatollah Khamenei. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det her, det gør man altså ikke. Det er helt udenfor skiven af en leder i et land i et civiliseret samfund. Hvis Donald Trump bevidst gik efter at få dræbt lederen af et andet land, så ville det vække ramaskrig over hele verden,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Tidligere har det lydt, at Israel formentlig havde muligheden for at likvidere ayatollah Khamenei. Men det skete angiveligt ikke, da Israel fik nej fra USA og Trump.

Den påstand har Israel selv været ude at afvise, da de ikke behøver tilladelse, lød svaret.

Der er dog også en anden grund til, at det ikke nødvendigvis vil være en god idé for Trump at gå efter den iranske leder, forklarer Peter Viggo Jakobsen.

Det vil ifølge en ekspert på mange måder være en dårlig idé for Donald Trump at få den iranske leder ayatollah Khamenei ihjel.
Det vil ifølge en ekspert på mange måder være en dårlig idé for Donald Trump at få den iranske leder ayatollah Khamenei ihjel. Foto: Charly Triballeau Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis Trump får Khamenei dræbt, så ville det reelt give andre stater lov til at gå efter at dræbe Trump. Så der er nok mange i den amerikanske administration, der råber op om, at Trump ikke skal gøre det,« siger den danske ekspert.

Lige når det kommer til Trump og Iran, så er der en forhistorie.

I november 2024 kom det nemlig frem, at de amerikanske myndigheder anklagede en afghansk mand for angiveligt at planlægge et attentat på Donald Trump for den iranske Revolutionsgarde.

Planen blev aldrig udført. 

Men siden Donald Trump i sin første tid i Det Hvide Hus bestilte likvideringen af topgeneralen i netop den iranske Revolutionsgarde, Qassam Soleimani, har iranerne haft et horn i siden på den amerikanske præsident.

Trump har endnu ikke uddybet sine tanker om, hvad han ønsker, der skal ske med ayatollah Khamenei.

Men i et andet opslag på Truth Social tirsdag slog han fast, at han ønsker intet mindre end 'betingelsesløs overgivelse' fra det iranske styre.

Dette er endnu ikke sket.