Mens den danske sommer 2025 kun drypvis har budt på sol og varme, mærker sydeuropæerne høje temperaturer i overflod.

Juni måned er netop afsluttet, og for både Spanien og Portugals vedkommende har det ifølge BBC været den varmeste nogensinde.

I Portugal melder det meteorologiske institut, at termometrene på et tidspunkt var helt oppe på 46,6 celsius.

Også italienerne har oplevet høje temperaturer og sågar dødsfald som følge af ekstremt vejr, skriver mediet. 

Ifølge Euronews er en 47-årig herre i Bologna omkommet, mens han gik og arbejdede med cement. Det mistænkes at være et hedeslag, som kostede ham livet.

I byen Bardonecchia nær Torino druknede en 70-årig mand på vej ud af sin bil, da en flod oversvømmede.

Ifølge Euronews er der tale om en såkaldt anticyklon fra Afrika, som bevæger sig indover Europa og giver høje temperaturer. Italienerne og franskmændene fik for eksempel 40 grader nogle steder mandag.

Frankrigs hovedstad, Paris, er denne uge så varm, at man har besluttet midlertidigt at lukke for adgang til toppen af Eiffeltårnet for en sikkerheds skyld, fremgår det af en notits på organisationens hjemmeside.

I Italien har man flere steder nedlagt forbud mod at arbejde udendørs på dagens varmeste tidspunkt, skriver Euronews. Det gælder blandt andet i Rom og på populære feriedestinationer som Sicilien, Apulien og Toscana. Toscana har også set en stigning i hospitalsindlæggelser på 20 procent ifølge BBC.

Grækenland, Storbritannien og Tyskland oplever også høje temperaturer, skriver mediet.