Der var lagt op til kæmpe resultater. Våbenhvile, måske sågar en fredsaftale.

Nu er der snart gået to uger siden Trump og Putins topmøde i Alaska. To eksperter giver her deres bud på, om vi er nærmere fred i Ukraine. Svaret er brutalt.

»I det store hele kom der meget lidt ud af det. Rusland og Ukraine står nærmest samme sted.«

Sådan lyder dommen fra militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen, efter røgen fra de to topmøder i Alaska og Washington, DC, har lagt sig.

For ruslandekspert ved DIIS Flemming Splidsboel er det endnu uklart, hvad der kom ud af de to stort anlagte topmøder:

»Det er fortsat meget uafklaret,« som han siger.

De to topmøder var først Donald Trump, der tog imod den russiske præsident, Vladimir Putin, i Alaska.

Det blev beskrevet som en stor sejr for Rusland i og med, at den russiske præsident blev inviteret til USA efter år i isolation.

Der kom ingen fred eller våbenhvile i forbindelse med de to topmøder tidligere på måneden. Heller ikke selvom Donald Trump havde ønsket det inden mødet med Vladimir Putin (tv).
Der kom ingen fred eller våbenhvile i forbindelse med de to topmøder tidligere på måneden. Heller ikke selvom Donald Trump havde ønsket det inden mødet med Vladimir Putin (tv). Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dernæst fulgte topmødet i Det Hvide Hus i Washington, DC, hvor den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, havde taget et enormt backingband af europæiske statsledere med sig.

Forinden havde Donald Trump udtalt klare ønsker om at sikre først en våbenhvile, så måske en fred og til sidst et møde mellem Putin og Zelenskyj.

Ingen af de ting er endnu blevet virkelighed.

Og alle virker meget langt fra at ske.

»Begge parter har en idé om, at de står bedre om et halvt år. Så der er ikke meget incitament for dem til at forhandle om en fred nu,« siger Anders Puck Nielsen og kommer med sin brutale dom:

»Vi er ikke nærmere en fred.«

Spørger man militæranalytikeren, så bragte de to topmøder dog en form for afklaring.

Noget af den usikkerhed, Donald Trump bragte med sig, da han atter blev præsident, er forsvundet. 

Zelenskyjs besøg i Det Hvide Hus tidligere på måneden førte ikke til en fredsaftale. Men alligevel kom der noget godt ud af det for Ukraine, mener én ekspert. En anden er knap så positiv.
Zelenskyjs besøg i Det Hvide Hus tidligere på måneden førte ikke til en fredsaftale. Men alligevel kom der noget godt ud af det for Ukraine, mener én ekspert. En anden er knap så positiv. Foto: Aaron Schwartz/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og det er godt nyt for Ukraine, lyder dommen.

»Nu ser det ud til, at man har fået arbejdet sig igennem den usikkerhed, der dukkede op, efter Donald Trump kom til,« siger Anders Puck Nielsen.

Den usikkerhed omhandler Trumps ønske om et stop af direkte støtte til Ukraine.

USA har ganske vidst trukket sig som direkte doner, men Trump har givet lov til, at europæiske lande fortsat kan købe amerikanske våben, som kan sendes til Ukraine.

»Der er blevet sat en arbejdsdeling, hvor de europæiske lande, som støtter Ukraine, fortsat kan købe våben fra USA, som i stedet er blevet leverandør,« siger Anders Puck Nielsen.

Han fortæller, at frygten efter mødet i Alaska og inden mødet i Det Hvide Hus var, at Trump ville gå så meget Putins ærinde, at et møde, som det første Zelenskyj havde med Trump tidligere i år – der endte i ren katastrofe for den ukrainske præsident – kunne blive gentaget.

»Der blev pustet til den usikkerhed, vi så, lige da Trump var kommet til, i forbindelse med topmøderne. Men nu ser det ud til at have sat sig. Og det er godt nyt for Ukraine,« siger Anders Puck Nielsen.

Lidt mere skeptisk er Flemming Splidsboel på Ukraines vegne.

»Mødet mellem Donald Trump og Zelenskyj gik ikke godt, fordi det ikke gik dårligt,« siger han og uddyber:

»Vi er måske kommet en smule nærmere en afslutning på krigen, men det kan vise sig at blive en grim afslutning for Ukraine.«