Det var en optimistisk Benjamin Netanyahu, der torsdag kunne fortælle, at en våbenhvile mellem Israel og Hamas er lige på trapperne. 

Men to store stridspunkter står i vejen for en endelig aftale.

Det fortæller B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino. 

»Israel og Hamas er tilsyneladende enige om de fleste ting, men djævlen ligger i detaljen. En af de ting, de skændes meget om lige nu, er, hvilken måde det israelske militær skal være til stede i Gaza under våbenhvilen,« siger han.

På forhandlingsbordet ligger der i øjeblikket et udkast til en 60-dages våbenhvile, hvor Hamas blandt andet frigiver 28 gidsler i bytte for mere nødhjælp til Gaza.

Men én af de helt store knaster handler om Israels militære tilstedeværelse, særligt i 'Morag'-korridoren nord for Rafah i det sydlige Gaza, som sikrer adgang til store dele af området.

»Den er ekstremt vigtig for Israel at kontrollere. Jeg tror, Israel er villig til at gå på kompromis og trække nogle styrker ud, men de vil stadig være til stede i store dele af Gaza,« siger han. 

Det andet store stridspunkt er Hamas’ krav om en garanti for, at Israel ikke genoptager offensiven, når våbenhvilen udløber.

Ifølge Times of Israel har det været flere meldinger om, at Donald Trumps administration ikke vil tillade Israel at genoptage krigen efter en våbenhvile. 
Ifølge Times of Israel har det været flere meldinger om, at Donald Trumps administration ikke vil tillade Israel at genoptage krigen efter en våbenhvile.  Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

En garanti, premierminister Benjamin Netanyahu har afvist – og han har tidligere slået fast, at Israel ønsker kontrol over hele Gaza-området. 

Det sker på trods af flere meldinger, som Times of Israel beskriver, om, at Donald Trumps administration ikke vil tillade Israel at genoptage krigen efter våbenhvilen. 

 »Det lægger et kæmpe pres på Netanyahu, fordi hans regering består af nogle meget militante personer, der vil kræve retten til at fortsætte krigen,« siger Jotam Confino. 

»Noget tyder på, at Hamas kun går med til en våbenhvile, hvis Trump sikrer, at Israel ikke fortsætter krigen. Jeg tror ikke, det kommer til at stå direkte i aftalen, men snarere som et uformelt løfte.«

Israel og Hamas har tidligere gennemført flere våbenhviler, og presset fra det internationale samfund vokser dag for dag. 

Alligevel tror Jotam Confino ikke, at krigen er ved vejs ende, selvom denne våbenhvile kommer på plads. 

»Det er begyndelsen på enden, men vi er stadigvæk et stykke fra, at parterne endeligt kan mødes,« siger han.