En tur på stranden endte tragisk for en familie, der var taget på ferie ved den spanske østkyst.

For to søskende og deres far endte med at måtte reddes fra det oprørte hav – og to af dem mistede livet.

Det skriver BBC.

Alarmopkaldet om hændelsen, der udspillede sig ved Llarga-stranden i Salou, kom kort før klokken 21 lokal tid tirsdag aften.

Tre medlemmer af en britisk familie – en far, en datter på 13 og en søn på 11 – var involveret i en drukneulykke, lød det.

Alle tre blev reddet op af vandet.

Men søskendeparret overlevede ikke.

»Tragisk nok kunne drengen og pigen ikke reddes trods reddernes ihærdige indsats,« har chefen for det lokale politi, José Luis Gargallo, ifølge BBC udtalt om sagen.

Faderen overlevede, selvom han ifølge politichefen havde »slugt en stor mængde vand og var i en tilstand af udmattelse«.

Videre forklarer Gargallo, at havet den aften var »oprørt«.

»Folk undervurderer nogle gange dets kraft – især i dette område, som normalt er meget roligt,« forklarer politichefen, som vurderer, at der langt det meste af tiden ikke er nogen fare på stranden, som betragtes som et ideelt sted at svømme.

Men lige præcis tirsdag var det anderledes.

Ikke kun lige på den strand, men langs hele kysten, lyder det.

De to børn og faderen er en del af en familie på fem. Moderen og det tredje barn opholdt sig tilbage på deres hotel i nærheden, da tragedien skete.