Det er ikke kun i forhold til krigen mellem Ukraine og Rusland, at Donald Trump forsøger at agere mægler.
Og fredag vil et tydeligt resultat af det arbejde blive præsenteret.
For her vil de stridende nabolande Aserbajdsjan og Armenien underskrive en »historisk« fredsaftale i Det Hvide Hus, skriver den amerikanske præsident på sit sociale medie Truth Social.
»Mange ledere har uden held forsøgt at stoppe krigen, indtil nu takket være 'TRUMP',« som det bombastisk lyder her.
Til stede i Washington, D.C., vil således være den armenske premierminister, Nikol Pasjinjan og den aserbajdsjansk præsident, Ilham Aliyev.
Her vil de åbenbart med to underskrifter afslutte de til tider voldsomme sammenstød, som de to tidligere sovjetrepublikker i årtier har udkæmpet, ikke mindst om enklaven Nagorno-Karabakh.
Seneste dramatiske udvikling kom i 2023, da Aserbajdsjan erobrerede den omstridte region, hvilket fik de fleste etniske armere til at flygte.
Allerede i marts i år godkendte de to lande et udkast til en mulig fredsaftale.
Nu ser det ud til, at alt tilsyneladende er på plads – i hvert fald ifølge Donald Trump.
Den amerikanske præsident får angiveligt samtidig et synligt geografisk aftryk i Kaukasus-området.
For ifølge nyhedsbureauet AP indeholder fredsaftalen også genåbningen af en vigtig korridor fra Aserbajdsjan gennem Armenien til den isolerede aserbajdsjanske Nakhitjevan-region.
Ifølge tre anonyme amerikanske embedsmænd vil den få navnet 'Trump Route for International Peace and Prosperity', altså 'Trump-ruten for international fred og velstand'.
Den skal indeholde både en togforbindelse, olie- og gasrør samt fiberoptiske kabler, alt sammen udviklet af USA.
»USA vil også underskrive bilaterale aftaler med begge lande for at forfølge økonomiske muligheder, så vi kan nå det fulde potentiale for den sydlige Kaukasusregion,« skriver Donald Trump på Truth Social.