Dér kommer han gående.

Iført en rød jakke baner manden sig vej gennem den ophidsede folkemængde, mens der blandt andet bliver råbt: »USA, USA, USA, USA.«

Det er utvivlsomt den 37-årige økonom E.J. Antoni, man ifølge NBC News kan se på optagelsen, der nu er dukket op.

Han er netop blevet nomineret til at blive ny statistikchef i USA af præsident Donald Trump – og derfor har opmærksomheden nu rettet sig mod den fire et halvt år gamle filmbid.

For det er foran Kongressen i Washington, D.C., at E.J. Antoni er fanget på kamera. Datoen er 6. januar 2021, hvor Trump-tilhængere stormede området og også tiltvang sig adgang til selve bygningen.

Her – midt i den ophidsende folkemængde, hvoraf mange senere blev idømt fængselsstraffe – kan man altså se USAs sandsynligvis kommende statistikchef (han skal først godkendes af Senatet).

På sociale medier sættes der allerede spørgsmålstegn ved, hvor neutrale og uafhængige hans kommende rapporter om eksempelvis USAs jobtal vil være. 

»Yeah, ingen kommer til at stole på den fyrs tal,« som det lyder et sted.

E.J. Antoni (tv.) i Det Hvide Hus sammen med præsident Donald Trump i forbindelse med sin nominering som statistikchef.
E.J. Antoni (tv.) i Det Hvide Hus sammen med præsident Donald Trump i forbindelse med sin nominering som statistikchef. Foto: Det Hvide Hus
Vis mere

Ifølge NBC News er optagelsen, hvor E.J. Antoni optræder, filmet efter, at folkemængden brød gennem politiets afspærringer. 

Mediet har kontaktet ham for at få en kommentar, men det har han ikke ønsket.

I stedet oplyser Det Hvide Hus, at han blot var »tilskuer« til de protester, der udviklede sig voldsomt med flere dødsfald til følge.

En talsmand herfra siger, at E.J. Antoni »kiggede på og efterfølgende forlod området«.

»E.J. var i byen for at deltage i møder, og det er forkert og ærekrænkende at antyde, at E.J. har deltaget i noget upassende eller ulovligt,« lyder det.

Det skal siges, at den måske kommende statistikchef på optagelserne bevæger sig væk fra kongresbygningen.

E.J. Antoni er blevet nomineret til at erstattet Erika McEntarfer som talknuser i det amerikanske beskæftigelsesministerium.

Hun blev fyret i begyndelsen af august, fordi Donald Trump var utilfreds med det seneste såkaldt 'kongetal', som viste, at der blev skabt færre arbejdspladser end ventet i USA i juli.