USAs præsident mener ikke, at Iran kommer til at bygge atombomber foreløbig.

Det siger Donald Trump, efter hans militær i weekenden bombede tre atomanlæg i det islamiske præstestyre.

»Det sidste, de har lyst til lige nu, er at berige noget. De har brug for at komme sig,« lød det onsdag under et pressemøde ved dette års Nato-topmøde i Haag i Holland.

Han mener, at amerikanernes angreb natten til søndag har bremset eventuelle forsøg fra Iran på at berige uran – en proces, som gør det muligt at bygge atomvåben.

»Kan du forestille dig, efter alt det her, at de siger: ‘Lad os gå ud og lave en bombe?’,« spurgte Trump, som sad ved siden af Natos generalsekretær, Mark Rutte.

»Det angreb afsluttede krigen,« tilføjer han med henvisning til konflikten, som har udspillet sig mellem Israel og Iran på det seneste.

Både USA og Israel har advaret om, at Iran har atomanlæg og dermed potentiale for at bygge atomvåben.

Trump mener, at amerikanernes angreb, som fandt sted natten til søndag, nu har sat iranerne årtier tilbage i deres atomprogram.

»Det var et utroligt angreb af geniale piloter,« sagde han under pressemødet.

Angrebet bliver da også rost af både Natos generalsekretær, Mark Rutte, og Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S).

 Rutte har i en sms sendt til Trump tirsdag erklæret, at angrebet »gør os alle mere sikre,« og Frederiksen sagde under et pressemøde ved dagens Nato-topmøde, at hun bifalder angrebet.

»Der er ingen, der kan have en interesse i, at Iran har atomvåben,« sagde hun.