I april påstod den amerikanske præsident, Donald Trump, at han havde lavet handelsaftaler med hele 200 lande.

Aftalerne blev præsenteret som en del af den toldkrig, han har igangsat – men mere end to måneder senere har Trump dog kun annonceret tre ud af de 200 aftaler. 

En med Kina, en med Storbritannien og en med Vietnam. 

Det skriver CNN

Onsdag markerede dagen, som Trump for tre måneder havde sat som fristen for, at landene enten nåede til enighed med ham eller var parat til at se yderligere toldsatser i øjnene. 

Han har dog senere erkendt, at tidsrummet ikke var stort nok – og derfor har han endnu engang udskudt fristen til 1. august for at give lande, der er tæt på en aftale, mere tid til forhandlinger. 

Det gælder også Den Europæiske Union, som er på nippet til at annoncere en handelsaftale med Trump.

CNN citerer tre embedsmænd med kendskab til forhandlingerne, som fortæller, at EU og USA nærmer sig en rammeaftale med en forventet toldsats på ti procent.

Ifølge embedsmændene er fremskridtene med EU en af hovedårsagerne til, at Trump har valgt at udskyde fristen. Det markerer et tydeligt kursskifte fra maj, hvor han truede EU med toldsatser på op til 50 procent.

Trump skulle ifølge mediet dog fortsat være frustreret over, hvad han kalder andre landes »modvillighed« til at indgå handelsaftaler, som han udtrykte under et kabinetsmøde i Det Hvide Hus tirsdag.