»VÆR STÆRK OG PAS PÅ DIG SELV!«
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har natten til onsdag dansk tid reageret på det kraftige og massive jordskælv, der har ramt ud for Rusland og udløst tsunamivarsler over hele Stillehavet.
Også flere steder i USA.
»På grund af et kraftigt jordskælv i Stillehavet er der udsendt en tsunamivarsel til indbyggerne på Hawaii. En tsunami-overvågning er iværksat for Alaska og USAs stillehavskyst,« skriver han i et opslag på sit sociale medie, Truth Social:
»Japan ligger også i vejen,« skriver han og råder den amerikanske befolkning til at følge myndighedernes oplysninger.
»VÆR STÆRK OG PAS PÅ DIG SELV!,« afslutter han med store bogstaver sit opslag.
USAs Nationale Forvaltning af Hav- og Atmosfæreforhold (NOAA) udsendte natten til onsdag et varsel om en tsunami på op til tre meter ud for Japans kyster efter et jordskælv i Stillehavet.
Jordskælvet ramte ud for den russiske halvø Kamtjatka omkring klokken 01.30 dansk tid med en styrke på 8,8 og en dybde på cirka 20 kilometer.
Ifølge det amerikanske medie CNN er jordskælvet det sjette kraftigste, der er registeret i historien.
Atomkraftværket Fukushima i Japan er også blevet evakueret efter et tsunamivarsel, lyder det.
En talsperson oplyser dog, at der ikke er registreret nogen uregelmæssigheder på anlægget.
Du kan følge udviklingen i vores liveblog lige HER.