USA's præsident, Donald Trump, vil i en fredsaftale gå efter, at Rusland får 20 procent af Ukraines territorium, og at Krim-halvøen bliver russisk, siger han i et interview med Time Magazine.

»Krim vil forblive hos Rusland,« siger Donald Trump i interviewet.

Samtidig har nyhedsbureauet Reuters fået fingrene i hvad, der angiveligt er et amerikansk udkast til en fredsaftale.

For en permanent våbenhvile og 'solide' sikkerhedsgarantier til Ukraine skal Ukraine ifølge dokumentet ikke søge medlemskab af Nato - men kan forfølge medlemsskab af EU.

USA vil til gengæld anerkende russisk kontrol over Krim-halvøen, Luhansk-regionen, samt dele af Zaporizjzja-regionen, Donetsk-regionen og Kherson-regionen.

Ukraine vil ifølge det angivelige udkast til en aftale få territorium i Kharkiv-regionen, som russerne nu besætter.

USA og Ukraine vil så implementere en mineralaftale og et økonomisk samarbejde, og Ukraine skal genopbygges fuldt ud.

Samtlige sanktioner indført mod Rusland siden 2014 skal fjernes.

I samme ombæring deler Reuters et andet udkast til en fredsaftale, som Ukraine og EU angiveligt er afsender på.

Ifølge det dokument skal Ukraine have sikkerhedsgarantier i noget, der ligner Natos artikel 5, hvor lande, herunder USA, vil beskytte landet.

Territoriale spørgsmål skal diskuteres og løses efter en fuld og ubetinget våbenhvile.