Den amerikanske præsident, Donald Trump, har netop talt i telefon med Kinas leder, Xi Jinping.
En samtale, som ifølge den amerikanske præsident gik strygende. Det lover godt for verdensøkonomien, og en handelsaftale kan være under opsejling, mener Jeppe Elkjær Andersen, der er B.T.s udlandsredaktør.
»Jeg synes, at det er opsigtsvækkende, at Trump så åbenlyst roser Xi Jinping, særligt med tanke på de mange toldhamre, han har sendt afsted mod Kina,« lyder det fra Jeppe Elkjær Andersen.
Tilbage i april øgede Donald Trump toldsatserne mod Kina med hele 125 procent. Til dags dato ligger den på 30 procent.
Men selvom USA med Trump i spidsen har gjort det dyrere for Kina at handle med USA, skal de to statsoverhoveder angiveligt snart mødes.
I Donald Trumps opslag på sit eget medie, Truth Social, skriver han:
»Under samtalen inviterede præsident Xi venligt førstedamen og mig til at besøge Kina, og jeg gengældte invitationen. Som præsidenter for to store nationer er det noget, vi begge ser frem til at gøre,« skriver den amerikanske præsident.
Men det er ikke kun de to præsidenter, som kan kigge mod fremtiden med forventningsfulde øjne.
»Jeg synes, at det her lover godt for verdensøkonomien. Man skal huske på, at disse to mennesker står i spidsen for henholdsvis den mest producerende nation og den nation, der aftager flest varer i verden,« siger udlandsredaktøren.
»Deres forhold påvirker hele kloden, og dem, der handler med aktier, må se positivt på det. Med denne nye udmelding kan man godt forestille sig, at der i fremtiden vil blive lempet på toldsatserne.«
Men tror du, at det er spil for galleriet fra Trumps side?
»Nej, det tror jeg faktisk ikke. Trump har altid sagt, at han har et godt forhold til Xi Jinping. Dette kan ultimativt ende i en ny handelsaftale mellem de to nationer,« fastslår Jeppe Elkjær Andersen.