En spæd våbenhvile synes netop nu på kanten mellem Israel og Iran, efter Donald Trump opfordrede til fred.
Men vi skal ikke mange dage tilbage for at finde en helt anden tone fra den amerikanske præsident, der talte om regimeskifte i Iran. Vil det scenarie overhovedet været muligt? B.T. har spurgt en ekspert.
Det vakte mere end almindelig opsigt, da Donald Trump lige før klokken 23 søndag aften valgte at trykke send på et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.
»Det er ikke politisk korrekt at bruge udtrykket 'Regimeskifte', men hvis det nuværende iranske regime ikke er i stand til at GØRE IRAN STORSLÅET IGEN (Make Iran Great Again, red.), hvorfor skulle der så ikke være et regimeskifte??? MIGA!!!«
Under et døgn forinden havde den amerikanske præsident været vidne til, hvordan hans eget militær var trådt ind i Israels konflikt med Iran, da tre iranske atomanlæg blev angrebet natten til søndag.
I dagene og ugerne op til det amerikanske angreb havde truslen om et angreb hængt i luften.
Men ingen vidste, hvordan det kunne tage sig ud. Ej heller om et muligt angreb kunne indebære et forsøg på at vælte præstestyret i Teheran.
Endnu har opslaget søndag aften fra Trump på Truth Social været den eneste konkrete melding fra præsidenten angående netop tankerne om at få erstattet ayatollah Khamenei og resten af den iranske top.
Det ville da også være mere end besværligt, hvis det reelt skulle føres ud i livet, fortæller en dansk ekspert.
»Indtil videre har USA og Israel angrebet Iran fra luften. Og man skifter ikke regimer ud fra luften,« siger lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen til B.T.
»Hvis man skal have et regimeskifte i et land, så skal man have noget på jorden. Det kan være soldater eller en gruppe i det givne samfund, som ønsker at kæmpe for at omstyrte det siddende regime,« uddyber den danske ekspert.
Han peger på eksempler som Libyen, Afghanistan, Irak og seneste Syrien, hvor regimer er faldet – både med påvirkning udefra, men ikke mindst med bevægelser internt, som har presset på.
Den samme type internt pres, opposition eller modstandsbevægelse ser Peter Viggo Jakobsen ikke i Iran.
»Jeg har meget svært ved at se, hvordan det skal komme derhen med et regimeskifte i Iran. Det er svært at se en befolkningsgruppe i Iran udvikle sig til en reel oprørsgruppe, som skal gå imod regimet,« siger Peter Viggo Jakobsen.
»Og det er helt utænkeligt, at USA kunne finde på at sende soldater på jorden i et land med omkring 90 millioner indbyggere. Det har Trump slet ikke opbakning til hjemme i USA,« siger han.
Han peger også på en anden ting, som man skal have med i ligningen, når det kommer til at ville vælte et regime.
Hvad kommer der i stedet.
»Man skal i det hele taget passe på med at vælte regimer, for det, der kommer i stedet, kan vise sig at være meget værre. Det har vi set en række eksempler på gennem årene,« siger eksperten.
På spørgsmålet, om Peter Viggo Jakobsen kan se for sig, at Trump kunne gå efter et regimeskifte i Iran, lyder det:
»Det kan jeg slet ikke se for mig.«