Da den nye sæson af den animerede tv-serie 'South Park' havde premiere onsdag, handlede nærmest hele afsnittet om den siddende amerikanske præsident, Donald Trump.
Og dét har siden fået en talskvinde for Det Hvide Hus til at lange ud.
»Denne serie har ikke været relevant i over 20 år og hænger i en tynd tråd med uinspirerede ideer i et desperat forsøg på at få opmærksomhed,« lyder det fra talskvinden Taylor Rogers i en udtalelse til Variety:
»Præsident Trump har indfriet flere løfter på bare seks måneder end nogen anden præsident i vores lands historie – og intet fjerderangs-show kan afspore præsident Trumps succes,« hævder hun videre.
I premiereafsnittet af serien, der er kendt for sin skarpe satire og kontroversielle humor, der ofte tager fat i aktuelle og politiske emner, ses den amerikanske præsident i flere forskellige udgaver.
Blandt andet i en animeret form – men med Donald Trumps reelle ansigt klippet ind – som sagsøger alle dem, der taler imod ham, og i en episode ses han ifølge Forbes sagsøge hele den fiktive by South Park, efter at indbyggerne modsætter sig regeringens plan om at indføre kristendommen i skolerne.
Undervejs dukker Jesus op, hvilket han i afsnittet siger, at han var nødt til på grund af »retssagen og en aftale med Paramount«. Noget, der ifølge Forbes er en ganske klar henvisning til Trumps nu afgjorte retssag mod tv-selskabet.
Tidligere på måneden gik Paramount med til at indgå et forlig i et søgsmål, som var blevet indgivet af Donald Trump.
Paramount gik her med til at betale 16 millioner dollar (100 millioner danske kroner).
Søgsmålet fra Trump drejer sig om et interview med USAs tidligere vicepræsident, Kamala Harris, som var Trumps demokratiske modstander i sidste års præsidentvalg.
I afsnittet spørger Jesus også byens indbyggere: »Vil I virkelig ende som Colbert?«, hvilket ifølge Forbes er en henvisning til nedlukningen af det sene aftenprogram 'The Late Show With Stephen Colbert'.
Nedlukningen skete to dage efter, at værten – Stephen Colbert – offentligt udtalte sig om Paramount-sagen i en udsendelse af programmet, der kører hos tv-kanalen CBS, som hører under Paramount.
»Jeg er krænket. Jeg ved ikke, om noget kan reparere min tillid til det her selskab. Men et skud fra hoften kunne være, at 16 millioner dollar ville hjælpe,« lød det i en udsendelse fra værten.
Han kaldte også sagen for en stor, fed sag om bestikkelse.
Selv har CBS afvist, at beslutningen om at droppe programmet skulle have noget med »indhold eller andre anliggender i Paramount« at gøre.
I det nye 'South Park'-afsnit ses den fiktive Trump også klæde sig af i sit soveværelse i Det Hvide Hus og ligge sig i seng med Satan, ligesom han flere gange fremstilles med en meget lille penis.
»Venstrefløjens hykleri kender virkelig ingen grænser,« lyder det i kritikken af afsnittet fra Trump-talskvinden Taylor Rogers:
»I årevis har de gået efter 'South Park' for det, de betegner som 'stødende' indhold, men pludselig roser de serien. Ligesom skaberne af 'South Park' har venstrefløjen intet autentisk eller originalt indhold, og det er derfor, deres popularitet fortsætter med at nå rekordlave niveauer,« lyder det videre fra hende i udtalelsen til Variety.
Få dage før premiereafsnittet blev vist, kom det ifølge Los Angeles Times frem, at skaberne af 'South Park' har indgået en streamingaftale til 1,5 milliarder dollar (9,5 milliarder danske kroner) – med Paramount.