En dansk ekspert er forundret over, at Donald Trump taler om sin efterfølger på dette tidspunkt.
Natten til onsdag dansk tid løftede Donald Trump sløret for, hvem han ser som sin afløser.
I et interview med Fox News fortæller USAs siddende præsident, at vicepræsident J.D. Vance er den sandsynlige aftager.
Trump startede sin anden periode som præsident i begyndelsen af året, og timingen for udmeldingen undrer virkelig Peter Kurrild-Klitgaard, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.
»Det, der er lidt mærkeligt, er, at Trump gør det nu.«
»Normalt når en præsident ikke kan eller vil genopstille, så har de ikke et stort incitament til tidligt i sin præsidentperiode at pege på en efterfølger, for det flytter opmærksomheden væk fra en selv og over til vedkommendes kronprins.«
»Det er også lidt mærkeligt i forhold til, at Trump for få måneder siden har leget med tanken om, at man eventuelt kunne ændre forfatningen, så han kunne sidde en tredje periode.«
»Men man kan aldrig være helt sikker med Trump, om det bare var et skud fra hoften, eller der ligger noget velovervejet bag. Det kan jeg ikke udtale mig om.«
»Det undrer mig meget, at den udmelding kommer nu, og det tyder for mig på, at det bare er et skud fra hoften.«
Hvad har Vance bevist over for Trump?
»Han har vist, at han er rimelig driftssikker. Så har han lidt erfaring fra senatet, er veluddannet og er en dygtig taler - bedre end Trump,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.
»Og frem for alt - og det er vigtigt for Trump - så har han været 100 procent loyal over for ham, siden han valgte at støtte Trump.«
Vicepræsidenten har nemlig tidligere været kritisk over for den amerikanske præsident, men det har ændret sig.
»De sidste fem år har Vance jo placeret sig tæt på Trumps positioner rent ideologisk og politisk - lidt i modsætning til, hvad han gjorde i nogle år før.«
»Det er Trump, der har håndplukket ham til at være vicepræsident, og hvis man ser på det republikanske parti, så er der en lang tradition for, at man vælger vicepræsidenten eller den, der var tættest på at få nomineringen som præsidentkandidat for partiet, når man skal vælge en efterfølger til partiets leder.«
»Så det er oplagt, at Vance har den bedste position.«
Vance er den tredjeyngste vicepræsident nogensinde og er kun lige fyldt 41 år.