Der er vist ingen tvivl om, at hele verdens opmærksomhed er rettet mod Alaska de næste mange timer.
Her mødes den amerikanske præsident Donald Trump med sin russiske pendant Vladimir Putin i et historisk stormøde.
Helt lavpraktisk betyder det også, at store delegationer af embedsmænd anført af de to præsidenter skal flyves til Anchorage.
Og det er der altså massiv interesse for på hjemmesiden Flightradar, der som navnet antyder følger fly i hele verden. De seneste dage har brugere overvåget russiske delegationsfly, og den trend fortsætter.
Blandt de mest trackede fly er slutdestinationen ikke overraskende Anchorage - og her følger flere tusinde med for at følge flere flys rute på vej til Alaska.
Det mest fulgte fly i skrivende stund er et fly fra det amerikanske luftvåben, der lettede fra Camp Springs i Washington for få timer siden.
Her er 10.000 brugere klistret til skærmen for at følge ruten til, hvad der formodes må være Alaska.
Siden er et fly fra russiske Magadan overhalet indenom og følges af næsten 20.000 brugere. Putin har befundet sig i Magadan i optakten til mødet, og flere spekulerer i, om det kan være hans fly.
Det er der dog ingen officielle beviser for. Andet end det vides, at Putin lander klokken 21.00 dansk tid i Alaska.
Nogenlunde samme tid som dette fly lander.