Det største atomanlæg i Europa er uden strøm.
Ifølge Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, mistede det ukrainske atomanlæg ved byen Zaporizjzja strøm sen eftermiddag lokal tid.
På det sociale medie X skriver IAEA, at det er elledningerne, der leverer strøm til anlægget, som er nede.
'ZNPP (Zaporizjzja-anlægget, red.) er i øjeblikket afhængig af strøm fra sine nøddieselgeneratorer, hvilket understreger den ekstremt usikre nukleare sikkerhedssituation,' lyder det i en udtalelse fra IAEA-direktør Rafael Grossi.
Det skulle ifølge atomenergiagenturet være niende gang i løbet af krigen i Ukraine, at det sker.