Rusland ser ud til at have fået et markant gennembrud langs fronten i det østlige Ukraine.
En ukrainsk militærveteran melder om 'komplet kaos'.
»Hr. Præsident. Jeg ved ikke, hvad der præcist bliver rapporteret til Dem, men jeg må informere Dem: På linjen Pokrovsk-Kostjantynivka er der, uden overdrivelse, komplet kaos. Dette kaos har været stigende i lang tid. Og det forværres dagligt.«
Sådan lyder den alarmerende udmelding fra Bohdan Krotevych.
Han tidligere leder i den berømte og berygtede Azov-brigade i Ukraine.
Hans melding, der er skrevet til den ukrainske præsident Zelenskyj på det sociale medie X, er bare et af mange beviser på, hvor skidt det lige nu går for Ukraine på frontlinjen nær byen Pokrovsk.
Netop her har Rusland presset på i månedsvis. Sendt tusindvis af tropper.
Men det endelige gennembrud på fronten nær byen, der ligger nordvest for storbyen Donetsk i regionen af samme navn, kan være nært forestående.
Bohdan Krotevych er ikke den eneste til at beskrive den svære situation for Ukraine.
Også Pasi Paroinen, der er analytiker ved Black Bird Group, som specialiserer sig i konflikt og efterretningsanalyser, har begået en tråd på X om Ukraines problemer.
Og her har han et helt konkret bevis på, hvor russerne er brudt igennem. Samme sted som Bohdan Krotevych peger på.
»Situationen nord for Pokrovsk – Myrnohrad forværres hurtigt, da russiske styrker hurtigt kommer forbi de ukrainske linjer så dybt som 17 kilometer de sidste tre dage,« skriver analytikeren.
Han slår videre fast i tråden, at »de næste 24-48 timer bliver afgørende for, om Ukraine kan inddæmme situationen«, inden det går helt galt og russiske tropper får fodfæste i området, der kan være nøglen til videre fremrykning mod byer som Kramatorsk og Slovjansk.
Men det er ikke kun i det område, Ukraine er presset. I det hele taget er den russiske fremrykning i Ukraine taget til i tempo over de seneste måneder.
Alene i juli formåede Rusland at erobre over 500 km² af ukrainsk territorium.
Og timingen kunne ikke være meget værre, fortæller en dansk ekspert til B.T.
Det skyldes det kommende møde mellem Donald Trump og Vladimir Putin i Alaska fredag.
»Det er rigtigt, Rusland vinder frem hurtigere end hidtil,« siger Claus Mathiesen, studielektor ved Forsvarsakademiet, til B.T.
»Rusland punker hårdt på i Ukraine lige nu. Ukraine står ikke specielt godt. Det er ikke et godt udgangspunkt til at indlede forhandlinger,« uddyber han.
For Bohdan Krotevych er problemet større, end et enkelt gennembrud.
»Problemet har vokset sig større det sidste år. Der er blevet advaret om det her offentligt, og nu er det sket,« skriver Bohdan Krotevych, der melder om, at årsagen blandt andet skal findes i, at de ukrainske enheder er underbemandede.
Han afslutter:
»Jeg er officer, og jeg har værdighed. Min samvittighed er ren. Rapport afsluttet.«