Deres ansigter sagde det hele:

Det gik ikke som forventet.

Mødet mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, og den amerikanske Donald Trump natten til lørdag dansk tid, var imødeset med spænding. 

Men de to mænd tog afsked i Alaska uden det ventede udkast til en våbenhvileaftale med Ukraine. 

Bagefter har flere kommentatorer i de amerikanske medier hæftet sig ved stemningen i den amerikanske delegation efter mødet. 

NBC News' chefkorrespondent i Det Hvide Hus, Peter Alexander, vil aldrig glemme »ansigtsudtrykkene« hos Donald Trumps team efter mødet. 

Han syntes ligefrem, at delegationen virkede deprimeret.

Særligt bemærkede han pressesekretær Karoline Leavitt og den særlige udsending Steve Witkoff. 

Putin og Trump hilser på hinanden ved Putins ankomst til Alaska. 
Putin og Trump hilser på hinanden ved Putins ankomst til Alaska.  Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Særligt førstnævntes ansigtsudtryk kan han ikke glemme. 

»Leavitt virkede lidt stresset – ængstelig – øjnene var vidt åbne, næsten askegrå, til tider,« sagde han efter seancen til The Daily Beast

Lørdag udtalte den tidligere amerikanske ambassadør i Rusland, Michael McFaul – som blev udnævnt af tidligere præsident Barack Obama – at der er meldinger om, at medlemmer af Trump-administrationen var rystede, da de forlod mødet. 

Han antydede også, at »dette var en større katastrofe, end de giver udtryk for.«

MSNBC-værten Antonia Hilton udtalte også lørdag, at Trumps hold virkede »bange« efter mødet med den russiske leder. 

Mødet mellem Trump og Putin sluttede over en time tidligere, end det på forhånd var forventet. 

Bagefter stillede de to mænd op til en presseseance, hvor der ikke var mulighed for at stille spørgsmål.

Den amerikanske præsident fremhævede bagefter mødet som en succes og tordnede på sit eget sociale medie Truth Social mod det, han kalder »Bidens dumme krig.«

»En krig, der aldrig burde have fundet sted.«