To af Donald Trumps mest loyale støtter er røget i totterne på hinanden i et højlydt og beskidt opgør på X.

Det drejer sig om den 51-årige kongresmedlem Marjorie Taylor Greene og den 32-årige højreradikale influencer Laura Loomer, som nu smider grovheder efter hinanden i en grad, der får selv hårdkogte Trump-fans til at spærre øjnene op.

Det skriver Daily Beast.

Det hele startede mandag, da Greene langede ud efter Loomer for at have talt nedsættende om krigshelten Florent Groberg, der modtog USA’s højeste militære hæder efter at have kastet sig mod en selvmordsbomber i Afghanistan i 2012.

Loomer mente, at krigshelten ikke fortjener hæder, fordi han støttede Hillary Clinton, talte på Demokraternes konvent i 2016 – og fordi han er født i Frankrig, selvom han har været amerikansk statsborger siden 2001.

Den republikanske kongreskvinde svarede iskoldt:

‘Hold kæft, Laura’ og kaldte hende en kujon, der ‘har nul respekt for selv de mest heroiske amerikanere’.

Herefter eksploderede konflikten, og Loomer gik til angreb på Greenes tro, privatliv og politiske resultater:

'Hun har ikke opnået noget som helst. Hun er det mest ineffektive medlem af Kongressen. Jeg hader hende lidenskabeligt – lad hende brænde i helvede!'

Ifølge amerikanske medier er de to MAGA-profiler også rygende uenige om USA’s støtte til Israel.

Laura Loomer, der angiveligt har haft en finger med i spillet i flere af præsident Donald Trumps fyringer, har også tidligere sagt fra over for præsidenten. Læs mere HER.