Du har formentlig boet under en sten, hvis det er gået din næse forbi, at sommeren 2025 har været glohed i store dele af verden.
Skovbrande har raset – og raser stadig – flere steder i verden, og ifølge FN har juli måned da også været den tredjevarmeste af sin slags nogensinde. Men det stopper ikke her.
For hedebølgen fortsætter i store dele af verden, og så sent som mandag har temperaturer på over 50 grader ført til omfattende strømafbrydelser i Irak.
I de forgangne uger har temperaturerne oversteget 42 grader i store dele af Asien, den sydvestlige del af USA og store dele af Nordafrika og det sydlige Pakistan.
Både i Irak og Iran er temperaturerne steget op over 50 grader, mens man i Marokko i sidste uge udsendte advarsler om temperaturer på op til 47 grader.
Også den kendte klimatolog og vejrhistoriker Maximiliano Herrera, der på X har over 100.000 følgere, der følger med i hans opdateringer på vejrfronten, har bemærket tendensen og råber vagt i gevær på det sociale medie.
»DEN MEST SKRÆMMENDE HEDEBØLGE I VERDENS KLIMAHISTORIE ER I GANG,« skriver han på sin profil mandag.
»Hundredvis af rekorder er blevet slået med ekstreme margener over hele Mellemøsten. (...) Vi er vidne til noget, der er uden fortilfælde i historien,« mener han om situationen i Mellemøsten.
Kigger vi ind i den netop startede uge, forudser Verdens Meteorologiske Center i Beijing, at de vilde temperaturer kommer til at fortsætte.
FN skriver, at temperaturerne i de førnævnte områder kommer til at løbe op omkring de 45 grader i igen i den kommende uge.