»Da jeg så, hvad det var, begyndte mit hjerte at hamre. Det er et utroligt sjældent fund.«

Sådan beskriver bogekspert hos auktionshuset Auctioneum, Caitlyn Riley, det øjeblik, hvor det gik op for hende, at hun ikke stod med hvilket som helst eksemplar af J.R.R. Tolkiens 'Hobbitten' i hænderne.

Bogen var nemlig fra det første oplag af bogen med kun 1.500 trykte eksemplarer. Det skriver den norske erhvervsavis E24

Onsdag blev det sjældne fund så solgt for 43.000 pund, hvilket svarer til lidt over 370.000 kroner. 

Ifølge mediet forventede auktionshuset, at bogen ville blive solgt for mellem 10.000 og 12.000 kroner.

Den høje hammerslagspris skyldes ifølge auktionshuset, at bøgerne i det første oplag, anses for at være nogle af de mest eftertragtede i moderne litteratur. 

Første oplag af 'Hobbitten' gik i trykken i september 1937, og bogen er derfor næsten 90 år gammel. 

Aktionshuset skriver på sin hjemmeside, at de fandt bogen i et dødsbo, som de var blevet kaldt ud til i den engelske by Bristol. 

Her stod bogen gemt væk i en bogreol, lyder det videre. 

'Hobbitten' blev i 2012 filmatiseret som trilogi. Den er instrueret af Peter Jackson, der også har instrueret Ringenes Herre-filmene, som J.R.R. Tolkien også har skrevet.