Tirsdag sejlede krydstogtskibet 'Artania' som planlagt fra Brønnøysund i Norge, inden det onsdag morgen ankom til Leknes.
Men undervejs på turen har en særdeles smitsom virus floreret blandt de 1.200 passagerer.
Det skriver Lofotposten, som onsdag eftermiddag modtog et tip om, at der var smitte om bord på det 230 meter lange skib.
Dette bekræftes ligeledes af Remi Solberg, der er skibsagent hos Arctic Guide Service Lofoten AS.
»Det er rigtigt, at der er en infektion ombord. Det er norovirus, som er en smitsom mave-tarm-virus,« siger han og fortsætter:
»Skibet kom fra Bremerhaven, og passagererne begyndte at blive syge på turen til Brønnøysund. Da de forlod Brønnøysund i tirsdags, var 50 mennesker syge. Jeg ved ikke præcis, hvor mange der er smittet nu.«
Skibsagenten tilføjer, at alle, der er syge eller har symptomer, er blevet isoleret.
Ingen af disse passagerer fik lov at gå i land onsdag.
»Skibets sundhedspersonale har taget de nødvendige forholdsregler. De oplyser, at de har situationen under kontrol. Vi har også informeret kommunelægen i Vestvågøy, og han har konkluderet, at det ikke var nødvendigt at iværksætte foranstaltninger på land.«
»Jeg har i dag (onsdag, red.) tømt begge apoteker i Leknes for håndsprit og andre desinfektionsmidler. Rederiet har sendt en ekstra læge og sygeplejerske hertil. De ankommer til Leknes Lufthavn onsdag eftermiddag og går derefter ombord på skibet, der sejler nordpå,« siger Remi Solberg.