En af Japans mest prominente forretningsmænd har opsagt sine topposter i drikkevaregiganten Suntory.
Den 66-årige Takeshi Niinami trækker sig nemlig som direktør og bestyrelsesformand, efter han angiveligt skal have købt ulovlige stoffer, skriver CNN.
Efterforskere har tidligere ransaget topbossens bolig med mistanke, om at han havde købt cannabisprodukter fra en udenlandsk bekendt.
Politiet mener, produkterne indeholder det euforiserende stof THC og undersøger, om direktøren var klar over, at stoffet er strengt forbudt i Japan.
I landet koster en lovovertrædelse for besiddelse af stoffet op til syv års fængsel.
Smugles det ind i landet er straffen langt hårdere.
Takeshi Niinami forklarer dog til både Suntory og politiet, at han havde købt produkterne under antagelse om, at de var lovlige.
Det har dog ikke ændret på, at den 66-årige er fortid hos drikkevaregiganten.
Ifølge mediet informerede Takeshi Niinami sine kolleger i Suntory om politiefterforskningen den 22. august. Den 1. september nåede parterne i firmatoppen til enighed om direktøren opsigelse.
Suntory er mest kendt for at producere whisky, og firmaet spillede en stor rolle i filmen 'Lost in Translation' fra 2003 med stjernerne Scarlett Johansson og Bill Murray i hovedrollerne.