Sækkepibemusik, Loch Ness, smuk natur og whisky.
Skotland har meget at byde på, men denne mandag er der noget helt andet – og anderledes dramatisk – på spil i det skotske.
Her rammer stormen, som det britiske meteorologiske institut, Met Office, har døbt 'Floris', de britiske øer.
Med voldsom styrke.
Især i Skotland.
Her har Met Office udsendt en såkaldt gul advarsel om livsfarligt vejr, som gælder mandag fra klokken 10 til 22 lokal tid.
I store dele af Skotland vil Floris give voldsomme vindstød på mellem 22-31 meter i sekundet.
På udsatte steder ved kyster, på bakker og broer kan vindstødene nå helt op på 40 meter i sekundet.
Også i Nordirland og det nordlige England advarer Met Office om, at stormen kan føre til livsfarlige situationer.
Blandt andet skal beboere i kystnære områder ifølge Met Office forvente »skader og livsfare fra store bølger og genstande fra strande, der kastes ind på havfronter, kystveje og ejendomme.«
Stormen Floris forventes også at skabe længere rejsetider og aflysninger, da vej-, tog-, fly- og færgetrafikken kan blive påvirket.
Endelig er der risiko for strømafbrydelser.
I de vestlige kystområder forventes de kraftigste vindstød sidst på mandag morgen og først på eftermiddagen, mens det nordøstlige Skotland bliver hårdest ramt sidst på eftermiddagen og først på aftenen.