Ukraine har gennem snart flere år skreget på flere offensive våben til at ramme Rusland. På et tidspunkt blev de trætte af at vente og gik selv i gang.
Nu lyder meldingen, at Ukraines helt nye supervåben er klar. Det har allerede ramt mål dybt inde i Rusland.
Længe har det været på rygtebasis.
Og da B.T. for nogle uger siden spurgte studielektor ved Forsvarsakademiet, Claus Mathiesen, om et muligt nyt, hjemmeproduceret ukrainsk langdistancemissil, lød svaret:
»Tidspunktet nærmer sig, hvor Ukraine kan sende egne ballistiske missiler mod Rusland.«
Tidligere i denne uge kunne den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, så bekræfte den påstand.
Ukraine har færdigudviklet et hjemmeproduceret missil, der kan ramme dybt bag frontlinjen.
Det har fået navnet 'Flamingo'.
»Det er det mest succesfulde missil, vi har haft. Det kan flyve 3000 kilometer – det er vigtigt,« sagde Zelenskyj på et pressemøde, hvor blandt andet Kyiv Post var med.
Gennem efterhånden lang tid har Ukraine produceret store mængder droner, som er blevet brugt langs fronten og i stigende grad dybt bag fjendens linjer.
Men de har manglet et våben, der kan ramme kontinuerligt og dybt inde i Rusland.
For det første er de amerikanske og europæiske våbenleverancer ikke lige så hyppige som i begyndelsen af den fulde russiske invasion. Men fra amerikansk side har der også været restriktioner på, hvor langt de missiler, de har bidraget med, kunne flyve ind i Rusland.
Med 'Flamingo'-missilet er Ukraine ud over det sidste problem.
Det første håber Zelenskyj, man kan gøre op med inden for få måneder.
»Til december vil vi have flere af dem. Og ved udgangen af december eller i januar-februar vil der være masseproduktion. Vi har brug for at se nærmere på deres succes og finansieringen af programmet,« fortalte den ukrainske præsident.
Det er selskabet Fire Point, som står bag Flamingo-missilet.
Og de har ligeledes beskrevet til Kyiv Post, at det nye missil har en rækkevidde på 3000 kilometer.
Det gør det muligt for Ukraine at ramme Rusland helt inde på den anden side af Uralbjergene – i den asiatiske del af det enorme land.
Samtidig kan det bære et sprænghoved på helt op til 1150 kilo.
Det gør Ukraines nye supervåben til en mulig game changer i landets forsvarskamp mod Rusland.