Klumme: Lyver hun igen? Har hun misforstået, hvem der filmer hende? Og hvorfor er forlaget Peoples Press så musestille?
Spørgsmålene er mange, efter invitationen til Katherine Diez' eksklusive og – må man forstå – internationale bogreception for 'I egen barm' er kommet frem.
I Ekstra Bladets podcast ‘Bare mellem os’ fortalte vært Nikita Klæstrup, at der i den engelsksprogede invitation stod, at Diez for tiden blev filmet af DR Dokumentar, og at det var et hold, hun ‘stolede meget på’.
B.T. har fra flere kilder også erfaret, at der i invitationen netop stod ‘DR Dokumentar’ som kommende afsender af en dokumentar om Diez.
Men det afviste DR selv og kunne i meget kontante vendinger fortælle, at det havde de ikke planer om.
Så hvad er sandheden, Katherine Diez?
Hos Peoples Press er der simpelthen så stille, at man forestiller sig, at de har øvet sig i en (u)professionel omgang stilleleg, hvor det gælder om at svare på så lidt som mulig kritik af deres håndtering af pressedelen af denne bog.
Fredag har forlaget udtalt sig for første gang i lang tid. Her bekræftede Peoples Press, at man har valgt at slette et afsnit af bogen, til når andet oplag kommer i trykken.
I hele spørgsmålet om den mystiske dokumentar, er der dog stadig fuldkommen radiotavshed fra forlaget.
Er der mon en voksen til stede på det forlag, der vil tage noget ansvar for egen udgivelse?
For er det dem, der har arrangeret receptionen for Diez' bog, som forlag ofte gør, og derfor ved, hvad der er op og ned?
Eller er det Katherine Diez selv, der har stablet arrangementet på benene og derfor ene og alene kan stå bag udsagnet om DR?
Vi ved det ikke.
Kom nu ud af busken
Det er nemlig ikke til at få et ord ud af forlaget, til spørgsmålet om dokumentaren. Og det er bestemt heller ikke til at få fat i Katherine Diez, der endnu engang har trukket sig fra offentligheden, efter hun havde givet de interviews om bogen, som hun ville.
Jeg kan dog ikke undgå at tænke, at det da lige i denne her sag må være fordelagtigt for Diez, hvis hun kommer frem og fortæller, hvordan det hele hænger sammen, for ellers ligner det grangiveligt det, som plagiatsagen også viste:
Katherine Diez kan godt lide en god historie, specielt om sig selv, og hun lyver (måske) bare videre, selvom hun er blevet taget.
Hvis bogen skulle være en måde at vinde sin egen troværdighed tilbage og igen træde ud i lyset, så er det godt nok spøjst at gemme sig i busken, mens medierne graver videre i, hvem der mon står bag den angivelige dokumentar, der vel omhandler alt det, hun har været igennem.
Og det er da i hvert fald helt sikkert, at hvis der ikke kommer en forklaring, så har en dokumentar om Katherine Diez ikke en levende chance for at blive taget seriøst, hvis den rammer de danske – eller internationale – tv-skærme.
