Flere politikere, herunder tidligere kulturministre, har råbt på, at kongehuset åbnede op for deres privatarkiver og igangsatte en kulegravning af egne naziforbindelser.
Men kritikken er helt forfejlet. Sådan lyder det nu til B.T. fra både en ekspert, fra Rigsarkivet og fra Kongehuset.
Kritikken af Kongehusets lukkethed omkring deres privatarkiver kommer efter, at forfatteren Peter Kramer i sin nye bog 'Ridser i lakken' stiller spørgsmålstegn ved, hvor tætte forbindelser det danske kongehus egentligt havde til det ledende Nazityskland omkring besættelsen.
Men vi ved allerede, at der ingen sympati, men kun diplomati var fra det danske kongehus, siger Steen Andersen, der er historiker med speciale i anden verdenskrig hos Rigsarkivet.
»Jeg er overrasket over, at der er så stor mangel på historisk forståelse blandt mange aktører i det politiske og mediemæssige landskab. At så få forstår, at det her er en historie, der er kendt, og som skal ses i en sammenhæng med en dansk udenrigspolitisk linje,« lyder det fra eksperten.
For faktisk er de kongeliges privatarkiver heller ikke særligt lukkede.
De kræver dog særlig tilladelse at få adgang til.
»Kongehusarkivet er et privatarkiv. Det er den regerende konge eller dronning, der fastsætter adgangen i samråd med Rigsarkivet,« oplyser Rigsarkivet.
Og Kongehuset understreger, at man i størstedelen af tilfældene rent faktisk vil give den ønskede adgang.
»Det tilstræbes, at der er størst mulig åbenhed under hensyntagen til de fortrolige og private oplysninger, som et privatarkiv naturligt indeholder,« forklarer Kongehusets Kommunikationsafdeling.
Intet tyder på hverken naziforbindelser eller lukkethed
Tidligere kongelige til og med kong Christian 8. har allerede fået gjort deres privatarkiver offentligt tilgængelige.
Men det kræver særlig tilladelse at få adgang til specifikt anmodede dele af senere regenters arkiver – herunder kong Christian 10.s.
»Det er muligt med særlig tilladelse også at få adgang til dele af senere regenters arkiver, hvilket gives i 90 procent af tilfældene,« forsikrer Kongehusets Kommunikationsafdeling.
Og det bekræftes af Rigsarkivet, at der som regel gives de tilladelser, der søges om.
»Siden 2009 er der givet 29 tilladelser og 3 afslag til adgang i dele af Christian X’s arkiv,« oplyses det.
Historiker Steen Andersen medgiver da også, at der selvfølgelig kan være god grund til at søge indsigt i kongehusets private arkiver.
»Vi kan altid blive klogere på vores fortid, og vi må altid være villige til at analysere og se kritisk på dansk tilpasningspolitik,« understreger Steen Andersen.
»Men det her handler ikke om kongehusets nazirelationer, det er et fuldstændig forfejlet greb at anvende den terminologi,« slår historikeren fast.
For i Rigsarkivet vil man ikke finde noget, der inkriminerer besættelsestidens kongelige.
»Kongehuset indgik som en del af det danske diplomati, var en del af den danske udenrigspolitik, og man førte en udenrigspolitik, der sigtede på at tilpasse sig Tyskland,« understreger Rigsarkiv-historikeren Steen Andersen.
»Der er intet i kilderne, der indikerer, at kong Christian X eller Kronprinsparret skulle have haft en flig af sympati for det nazistiske regime – tværtimod peger kilderne i retning af, at kong Christian X syntes, at Adolf Hitler var en simpel og ubetydelig mand.«
