Har Donald Trump og Vladimir Putin talt i telefon eller ej?
Det står stadig hen i det uvisse – og alene det får alarmklokkerne til at ringe.
I hvert fald ifølge den tidligere topdiplomat og medarbejder i Det Hvide Hus under Barack Obamas administration, Brett Bruen.
De første to dage efter sin valgsejr 5. november havde Donald Trump efter eget udsagn talt med flere end 70 udenlandske statsledere, og det er der intet usædvanligt i.
Det usædvanlige er derimod under hvilke former, samtalerne har fundet sted.
»Vi er på vej ind i et farligt territorium,« lyder det fra Brett Bruen.
Årsagen er, at Trump og hans hold foreløbig har udelukket udenrigsministeriet i at deltage i samtalerne med de mange statsledere.
Samtalerne mellem Trump og udenlandske ledere er derfor ikke foregået via sikre telefonlinjer, der har ikke været medarbejdere fra udenrigsministeriet til stede til at vejlede den kommende præsident i udenrigspolitiske spørgsmål, og der har ikke været nogen officielle tolke til at opklare eventuelle misforståelser.
Det åbner ifølge Brett Bruen muligheden for, at der kan opstå potentielt farlige misforståelser:
»De (de udenlandske statschefer, red.) vil fortælle deres team én ting, mens Trump vil fortælle vores nationale sikkerhedsteam noget andet,« siger han til USA Today.
I værste fald kan det udløse en international krise, advarer Brett Bruen.
Endelig ville det også kunne dokumenteres sort på hvidt, hvem Trump havde talt med, hvis udenrigsministeriet havde været til stede.
Det skal dog understreges, at de fleste af Trumps samtaler med udenlandske statsledere den seneste tid med al sandsynlighed ikke drejede sig om politik, men om formaliteter og at ønske ham tillykke med valgsejren – herunder hans samtale med statsminister Mette Frederiksen (S).
Ifølge amerikansk lov er det forbudt for en uautoriseret amerikansk statsborger at forhandle om en konflikt med en anden stat, herunder også en kommende præsident som endnu ikke er taget under ed.
Eller som Brett Bruen formulerer det:
»Der kan kun være én udenrigspolitik ad gangen.«