Med udsigt til et højtryk, der sniger sig mod Danmark, kunne man måske håbe på at få et forskud på solen og de høje temperaturer.

Er man hoppet i den fælde, kan man dog godt tro om igen.

For torsdag venter endnu en gråvejrsdag Danmark, hvor solen får svært ved at trænge igennem en skydækket himmel, lyder meldingen fra DMI.

»Torsdag bliver en forholdsvis skyet dag, men vi kan ikke udelukke, at solen kigger frem og meget lokalt lidt småbyger,« lyder meldingen fra Trine Pedersen, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Og i forhold til nedbør, advarer hun særligt én landsdel, som kan se frem til mest vand.

»Der er størst risiko for at blive våd i den nordvestlige del af Jylland. Det er ikke noget særligt, så det kan nok undgås med en paraply,« siger Trine Pedersen.

Hun melder om en fredelig dag på vejrfronten, hvor en let vind vil blæse gennem landet, og hvor temperaturerne også holder sig på det jævne.

»Alt efter, hvor meget viking man er, kan dagen klares i T-shirt. De fleste steder i landet vil det blive mellem 17 og 20 grader, mens sjællænderne kan være heldige at få 21 grader,« siger hun.