Opdateret klokken 07:20: Varslet om tæt tåge er ophørt igen.
Tidligere version: Danmarks Meteorologiske Institut har natten til fredag udsendt et nyt varsel.
Et varsel, som denne gang ikke handler om hverken kraftig regn eller om lokale skybrud – men om noget helt andet.
Nemlig om tæt tåge. Og dét især på Sjælland.
Næsten hele øen er omfattet af varslet, der som udgangspunkt er gældende i tidsrummet fra klokken 04.10 til klokken 08 fredag morgen.
Kun selve hovedstadsområdet ser ud til at være undtaget.
Grunden til, at man har udsendt varslet, er, at der flere steder på Sjælland er tåge med sigtbarhed under 100 meter, hvilket er kriteriet for tæt tåge, lyder det fra DMI på instituttets hjemmeside.
Tågen forventes dog at lette i løbet af morgentimerne.
Ser man bort fra tågen – eller måske rettere igennem den – så venter der ifølge meteorolog Trine Pedersen en ret skyet dag, hvor temperaturen generelt set tager et lille dyk og ender på de omkring 20 til 22 grader.
Dog er der i de nordlige og østlige egne mulighed for sol, og temperaturen kan der komme op omkring de 25 grader, forklarer hun i en vejrkommentar hos DMI.
Regnen ser vi samtidig ikke helt ud til at kunne slippe for at nævne:
»Det er også i de østlige egne, hvor der er mulighed for enkelte byger, som ganske lokalt kan blive kraftige,« fortæller meteorologen.