Det er med at holde på både hat og briller, hvis man bevæger sig ud i det danske vejr tirsdag.
Dagen kommer nemlig til at byde på meget voldsom vind i dele af landet, og det får DMI til at komme med en opfordring til danskerne.
»Har man lette havemøbler ude eller måske en trampolin, skal man overveje at tøjre dem,« siger Mette Zhang, der er vagthavende meteorolog ved DMI.
Særligt i den nordlige og nordvestlige del af landet, og særligt ved vestkysten vil man lokalt opleve op til kuling og kraftige vindstød, forklarer hun yderligere.
»For årstiden vil det blæse en hel del og især på broerne, skal man være opmærksom, hvis man kører over med lette køretøjer som for eksempel en campingvogn,« siger Mette Zhang yderligere.
Selvom hun også varsler sol og temperaturer mellem 15 og 19 grader i store dele af landet, kommer det altså langt fra til at holde tørt i det blæsende vejr:
»Til at starte med, bliver det mest tørt, men så tager det til. Der kommer byger ind over, og de kan være kraftige og med torden,« siger hun og opfordrer til, at man trækker i regntøjet i stedet for at have paraplyen med i den kraftige vind.