Søndag kan de fleste danskere nyde søndagens morgenkaffe med solen i øjnene.
Dog er én landsdel uheldig, hvor formiddagen præges af et skydække med mulighed for drypvis regn, fortæller vagthavnede meteorolog hos DMI, Marielle Fournier.
»Der trækkes nogle skyer ind fra Nordsøen over natten. De kommer til at hænge over det sydvestlige Jylland. Senere trækker det ind over landet, og det kan dryppe lidt,« siger hun.
Modsat syd- og sønderjyderne får resten af landet en solskinsmorgen, mens skydækket i løbet af dagen vil trække mod øst.
»Der kan komme reelle byger i løbet af eftermiddagen over de østlige egne. Det gælder Lolland, Falster, det sydsjællandske og sydøstlige del af Fyn,« siger Marielle Fournier.
De koldeste temperaturer går i land langs vestkysten, hvor temperaturerne lægger omkring 16 grader. Temperaturen påvirkes også af hård vind, der samtidig rammer vestkysten, forklarer meteorologen.
»Det ser køligst ud i den sydvestlige del af vestkysten,« siger hun.
De større byer får det varmest, hvor temperaturerne kan snige sig op på lunke 22 grader.
Uden for byerne vil temperaturerne ligge på mellem 16 til 21 grader med en frisk vind fra vest.